Kirsten fortæller sit vidnesbyrd
- Detaljer
Jeg er opvokset i et kristent hjem. Min far var kordegn i folkekirken, og min mor var søndagsskolelærer for børnene i den lille landsby hvor vi boede. I løbet af mine første skoleår meldte mine forældre sig ud af folkekirken og begyndte at deltage i en lille frimenighed i København. Jeg mindes hvordan der i vores hjem altid blev holdt bedemøder og frikirkemøder - duften af nybagte boller vækker stadig minder om hjemmemøder hvor der blev sunget, læst Bibel og drukket kaffe.
Min far havde en stor have med alle slags frugt og grønsager. Han tilbragte det meste af sin fritid i haven, og vi børn hjælp til med at plukke jordbær og æbler. Det var dejligt om sommeren, for der var altid frugt i haven, og mine to brødre og jeg kunne spise al den frugt vi havde lyst til.
Selvom mine forældre var kristne, og selvom de havde gjort alt for at give os børn en god opdragelse, så fik jeg store problemer da jeg blev teenager. Jeg havde næsten ikke haft nogen personlig kontakt med min travle far som altid holdt møder eller arbejdede i haven. Da jeg blev 16 år kunne jeg mærke et stort tomrum inden i mig, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved denne smerte. Jeg gik ofte rundt i landsbyen om aftenen fordi jeg ikke kunne sove, og jeg plejede at stå i en telefonboks og løfte røret for at skrige efter hjælp.
Da jeg var færdig med skolen blev jeg sendt til København for at arbejde med at passe børn. Her brød jeg helt sammen, for jeg var så bange for alting, og jeg ønskede bare at løbe langt væk. I mellemtiden var min mor begyndt at komme i en kristen frikirke som hed Maranata. Hun tog mig med til kirken, og jeg fik lov til at bo dér. Jeg var meget syg på det tidspunkt, og hele menigheden bad for mig.
Mens jeg var i kirken valgte jeg at åbne mig for Jesus på en ny måde. Jeg lærte at man ikke er kristen fordi ens forældre er kristne, og jeg besluttede at jeg selv ville følge Jesus. Først syntes det ikke at have nogen effekt på min tilstand. Jeg var stadig syg og bange for alting. Men efterhånden begyndte jeg langsomt at komme ud af det mørke som omgav mit liv. Jeg begyndte at fungere normalt igen og fik et arbejde på et plejehjem i nærheden.
En nat, efter jeg havde været i kirken i ca. 1 år, så drømte jeg en mærkelig drøm. Jeg så en mørk mand som kom gående imod mig, og jeg hørte en høj stemme som spurgte mig om jeg var villig til at gifte mig med denne mand. Jeg husker at jeg svarede ja, og så vågnede jeg. Et par måneder senere ankom en mørk kapverder til menigheden. Jeg blev bedt om at tolke for ham, for han forstod ikke dansk. Vi blev hurtigt gode venner, og da han spurgte mig om jeg ville gifte mig med ham, så svarede jeg ja.
Engang spurgte min far mig hvad jeg ville være når jeg blev stor. På det tidspunkt var jeg kun 6 år, men jeg svarede ham meget hurtigt og sikkert at jeg gerne ville være missionær. Jeg vidste ikke hvad dette arbejde indebar, men det var det eneste som jeg ønskede at blive. Lidet skulle jeg ane på det tidspunkt at Gud ville sende mig ud som missionær i Kap Verde.
Min mand og jeg rejste sammen til Kap Verde første gang i 1999. Det var en mærkelig oplevelse for mig som altid havde boet i Danmark, pludselig at være den eneste hvide person blandt en hel by af mørke mennesker. Det var svært at vænne sig til varmen og den fremmede mad, men efter et stykke tid lærte jeg portugisisk og kunne tale med alle kvinderne i byen, og jeg følte at jeg havde fået en ny familie.
Vi købte en byggegrund i den lille kapverdiske landsby hvor min mand blev født. Gud kaldte os til at bygge et hus med en stor stue som kunne bruges til evangeliske møder, og efter 10 års arbejde var huset så færdigt at vi kunne begynde at afholde møder. Min mands nevø, Filip, blev indsat som præst i menigheden.
Arbejdet i Kap Verde har udviklet sig til et tæt samarbejde med flere kapverdiske præster og evangelister, og den lille ø Maio, hvor min mand kommer fra, har taget godt imod Guds ord samt den praktiske hjælp som kommer fra Danmark. Mange enlige mødre med børn er blevet hjulpet, og flere har fået arbejde i den lille menighed.
Siden den dag da jeg åbnede mig op for Jesus og for Guds ord, har mit liv bevæget sig stadig opad. Der har været mange kampe, men Jesus har været trofast, og jeg kan bevidne at det liv og den kærlighed som Jesus har lagt ind i mig, er stærkere end alle former for angst og sygdom.