Boligstil i Kap Verde

Billederne er fra øen Maio i Kap Verde. Det traditionelle kapverdiske hus har en facade med en hoveddør og to vinduer med persienner. Husene er malet i stærke farver, og den gule farve dominerer i landskabet.

De fleste huse har to rum, en stue og et soveværelse. Køkkenet befinder sig på bagsiden, og det er ofte et primitivt rum med nøgne vægge. Uden for køkkenet ligger en stabel brænde til ildstedet. I dag har mange boliger et indvendigt køkken med gaskomfur, men man kan stadig finde huse hvor madlavningen foregår udenfor under et lille halvtag af palmer.

Oprindeligt byggede man husene af sten med tage af palmegrene. I dag benytter man store betonmursten som bliver pudset op og malet. De fleste tage består af teglsten, men mange er begyndt at bygge flade tage, så man kan overnatte på taget når varmen bliver uudholdelig inde i huset.

Det er ikke alle som har råd til at købe maling, så mange huse har en hvidkalket facade. Den hvide kalk smuldrer i varmen, og disse huse får hurtigt et lysebrunt, forfaldent udseende.

De kapverdiske huse afspejler familiernes levestandard. Velstillede familier planter smukke, blomstrende træer foran huset og pynter op med låger malet i smukke farver. De allerfattigste kapverdere er bare glade for at have et tag over hovedet.

Boligstilen i Kap Verde er præget af praktiske løsninger i et fattigt, men solrigt land hvor byggematerialerne er sparsomme.