Diola, historien om Askepot

Sidste nyt om Diola: 

Den gode nyhed er at Diola nu kommer fast i den lille menighed, og hun har fået et lille arbejde støttet af Kap Verde Missionen. Hun har fået ansvaret for rengøringen af forskellige områder i gæstehuset. Hun er til stor glæde og hjælp for menigeden og for Suely (Filips kone) som ellers står for den daglige rengøring af menighedssalen og gæstehuset. Diola er meget omhyggelig med rengøringen og vil gerne vise at hun er god til noget. Alle i menigheden roser hende, og ikke mindst hendes spagettigryde som smager rigtig godt.

Diola tjener lidt penge nu hver måned, og hun kan selv betale for hendes søns skolegang, skoleuniform og skolebøger. Hun behøver ikke længere at være afhængig af mænd som bare vil udnytte hende.

Diola er en kapverdisk kvinde på 36 år som bor sammen med sine to søstre. Forældrene er gået bort for mange år siden, og den eneste arv som de tre piger har modtaget, er huset hvor de bor. De to søstre har begge arbejde og kan forsørge sig selv, men Diola har aldrig fået nogen uddannelse eller nogen mulighed for at få et arbejde. Det eneste hun ejer er en søn på 7 år samt en lille køkkenhave hvor hun dyrker lidt løg og kål hvis der kommer regn.

Diola har haft mænd som har udnyttet hende uden at tilbyde hende ægteskab og tryghed. Da Diola fik et barn, blev hun mere afhængig, for det er ofte kvinderne som må påtage sig ansvaret for at brødføde børnene. Hun kom ind i en ond cirkel, hvor det kun handlede om at overleve. Hendes to søstre nægtede at hjælpe hende og barnet.

I Kap Verde er det manden som har magten - den afrikanske kulturarv ligger dybt forankret i samfundet. Mange mænd har flere kvinder i forskellige byer, og hvis én af disse kvinder skaber problemer, så flytter de bare over til en anden kvinde. De kapverdiske kvinder har meget svært ved at få uddannelse, og deres eneste mulighed er at holde fast på en mand. Kvindernes afhængighedsforhold af manden ligner i visse tilfælde slaveriet som blev afskaffet for mere end hundrede år siden.

Diola er en meget stille og genert kvinde, men i år lærte vi hende bedre at kende. Hun kom over til os og fortalte os at hun var begyndt at komme i kirken, og at hun ikke længere ville leve sit liv med alle disse troløse mænd.

Vi blev meget chokerede da hun spurgte os om vi havde noget mad, for hun havde ikke spist i flere dage. "Det gør ikke så meget for mig", sagde hun. "Men jeg tænker på min søn, for han kan ikke klare så meget som jeg."

Der er mange kvinder i Kap Verde som deler skæbne med Diola. De hårdest ramte er dem som er bange for at bede om hjælp. Vi takker Jesus for at Diola fik tillid til os og åbnede sig op for os. Nu holder hun sig tæt til menigheden, og vi sender hjælp i form af penge, ris eller anden mad.

Historien om den kapverdiske Askepot er historien om generationers undertrykkelse af den kapverdiske kvinde. Kun i Jesus kan denne kvinde finde lægedom for sine indre sår og smerter. Bed for Diola at hun må blive født på ny og finde ind til den kærlighed som Jesus har til hende.