Det nytter at bede

En missionærfamilie var nødt til at overnatte i skoven. De havde penge på sig, og var bange for at blive overfaldet af røvere. Efter de havde bedt sammen, lagde de sig til at sove.

Måneder senere blev en såret mand indlagt på missionens sygehus. Han spurgte missionærerne om de havde haft soldatervagt om natten: "Vi havde tænkt at røve jer", sagde han, "men vi blev skræmt af 27 soldater."

Da missionæren kom tilbage til hjemlandet, fortalte han denne underlige oplevelse til sin menighed. Én af menighedens medlemmer sagde: "Vi havde bønnemøde her i kirken den aften, og jeg noterede fremmødet, vi var kun 27 samlet."

(Håb for urolige hjerter, Billy Graham, Laksevåg, 2. oplag 2009,side 123)

Der er ingen afstand i åndens verden, man kan bede for mennesker som er mange kilometer borte:

En mor fortalte om en nat hvor hun klart og tydeligt hørte en af sine døtre råbe: "Mor! Mor!" Men datteren var gift og var for længst flyttet hjemmefra, og nu boede hun på den anden side af kloden sammen med sin mand.

Moderen tog sin Bibel frem om natten, og gik ind i stuen for at bede. Hun havde en stærk følelse af at datteren havde brug for hjælp. Hun bad til Gud om at vise hende hvad hun skulle gøre, og så læste hun salme 91 om og om igen.

Nogle uger senere fik hun et brev fra datteren som fortalte hvad der var sket. Datteren var på Borneo da hun pludselig blev syg med høj feber. Hendes mand havde problemer med at finde en læge, men det lykkedes til sidst. Lægen gav dem lov til at bo i hans hus, og husholdersken passede datteren til hun var helt rask. Brevet sluttede således: "Husker du da jeg var lille og råbte på dig om natten? Da skyndte du dig ind på mit værelse. Den aften på Borneo, da jeg havde høj feber, råbte jeg 'mor, mor!'...og så hørte jeg dine skridt på gangen."

(Håb for urolige hjerter, Billy Graham, Laksevåg, 2. oplag 2009, side 126)

 

Til top