Skab i mig et rent hjerte
- Detaljer
Skab i mig et rent hjerte
“Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre.”
(Salm. 51:12) (DN 1933)
- Mødereferat, Blåkildekirken d. 19. oktober 2014
Står vi ret med Gud?
Kong David mente at han stod ret med Gud, men da profeten Natan kom og fortalte ham i lignelsesform hvad der var sket, så blev David vred og sagde: "Den mand, som gjorde det, er dødsens,.." (2. Sam.12:5) David var fuldstændig blind overfor at det var ham selv, at det var hans eget hjerte som var urent.
Jesus taler, ofte i lignelsesform, men vi forstår ikke at han taler til os. Vi tænker på ham eller hende i menigheden - Jesus taler til den bror eller søster, og vi sidder selv og ranker ryggen. Vi fatter ikke at Jesus taler til os personligt!
Vi har et hjerte som ikke modtager noget fra Gud. Derfor er Gud nødt til at tale meget direkte til os. Når han taler så direkte, så er det fordi han allerede har talt til os, men vi har ladet det prelle af eller lyttet til løgneren som bilder os ind at det ikke handler om os.
Natan måtte sige det ligeud: "Du er manden!" (2. Sam. 12:7)
David kunne have valgt at kaste Natan i fængsel, men han steg ned fra sin trone, han ydmygede sig, bøjede sine knæ og sagde: "Jeg har syndet mod Herren!" (12:13)
I Davids bøn til Gud i salme 51, kan vi se at han er blevet klar over hvorfor det hele skete. Han rammer nøjagtigt plet: "Skab i mig et rent hjerte," (Salm. 51:12)
Der er mange af os som trænger til et rent hjerte. Du vil måske blive vred indvendig når du hører dette budskab, men det er et bevis på at du har et hjerte som rejser sig mod sandheden.
Der er kun én som kan ransage hjertet
Hvis vi bliver syge, så går vi til lægen som undersøger os og stiller en diagnose. Når det drejer sig om hjertet, så er der kun én som kan ransage det og stille en diagnose. Det kræver ydmyghed, for vi må stige ned fra egoets trone. Vi må stige ned fra vores genstridighed og bede Gud lade sine røntgenstråler gå ind over vores liv. Det er skarpe stråler der går så dybt ind at de sønderdeler marv og ben.
Diagnosen lyder: Du er udvalgt, født og opfostret af Gud, men du har et urent hjerte!
Mit folk ærer mig med læberne, men hjertet er langt fra mig.
Vi kan lovprise Jesus med vores læber, men vores hjerte kan være langt borte fra Ham. Det urene hjerte besmitter hele mennesket. Hvad vi har i hjertet har indflydelse på sjæl, sind og legeme.
Gud har talt til os om at han er træt af vores traditioner, former og ceremonier. Han ønsker en forligelse, et personligt forhold mellem Ham og os, og derfor råber han til os: "tvæt jer, rens jer, bort med de onde gerninger fra mine øjne! Hør op med det onde," (Esajas 1:16)
Vi må komme til Jesus med et oprigtigt hjerte. Han ved hvem vi er - vi skal ikke fortælle ham noget, for han kender det dybeste dybe i vores liv. Guds kald lyder i dag: "Kom til mig med et oprigtigt hjerte!"
Vi må adlyde kaldet, så vi kan få visdoms- og åbenbarelses Ånd, for at vi ikke skal stagnere i vores traditioner. Paulus beder for de troende i Efesus: "at vor Herres Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader, må give jer visdoms og åbenbarings Ånd i jeres erkendelse af ham," (Efe: 1:17)
Det er Guds vilje at alle i menigheden må modtage visdoms og åbenbarings Ånd, men det hænger sammen med hjertet.
Helligåndens ild har to funktioner
Min bøn i dag er: "Jesus, lad nu din ild fortære de rester som du ser, så jeg kan stå med et rent hjerte, bestå for Menneskesønnen og få del i den første opstandelse."
Guds ild har en dobbelt funktion: Den fortærer det urene og giver liv, kraft og styrke til det ædle og rene.
Vi må huske at Jesus har sagt: "Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud." (Mat. 5:8)
Kristenheden står på en skillevej
Vi taler ikke alene om den synd som findes i verden, men synd er forskellen mellem det vi er, og det som Gud havde tænkt at vi skulle være. Synd er at vi er kommet på afveje, at vi går efter vores egne råd. Jesus har tilgivet os alle fortidens synder, men der er et renselsesværk som skal gøres færdigt i vores liv.
Gud har ret i alt hvad han taler, og vi står nu ved en skillevej. Kristenheden står på et sted hvor det kan det gå begge veje. Det helt afgørende er, hvor vore hjerter er henne.
Jesus beder om at han må blive herliggjort i os (Joh. 17). Hvis Jesus bliver herliggjort i os, så vil vi få andre tanker, andre følelser og andre holdninger, for Gud vil forandre hele hjertet.
Vi står over for en alvorlig udfordring, der går et kald ud til kristenheden: "Hvem vil være med?"
Det rene hjerte kan undfly det som skal komme
Det rene hjerte er Guds tanke med os i dag, for han ønsker at vi "må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske..." (Luk. 21:36)
Det som gør menneskets liv til et Helvede, har med hjertet at gøre. Det er ikke Gud som er ond, det er menneskene som er onde. Deres hjerter er et andet sted - der er en anden som ejer menneskehjertet. Jesus beskriver ham som en tyv: "Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge.." (Joh. 10:10)
Disse tre ord dækker over det som sker globalt i dag, i familier, i ægteskaber, men også i den personlige opløsning. Vi har brug for en forvandling af menneskehjertet.
Jesus sagde: "Fra hjertet udgår der onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser." (Mat. 15:19)
Hjertet er i udgangspunktet urent, og det gør hele mennesket urent. Der findes millioner af kristne som tror på Gud, og som venter på Himmelen, men hjerterne er ikke med i det, og dette er årsagen til deres problemer. Hjertets urenhed er årsag til et ufornyet sind, til onde følelser, til en dårlig samvittighed og til sygdomme og smerter. Det kommer al sammen fra hjertet.
Der går et kald ud til Guds folk i dag, vi må bøje os ned ved korset igen og bede Jesus rense hjertet ved Helligåndens ild. "Skab i mig et rent hjerte!"


