- Detaljer
Udholdenhed
“Dette var de folkeslag, Herren lod blive tilbage for ved dem at sætte Israel på prøve.”
(Dommerbogen 3:1)
- Mødereferat, Blåkildekirken d. 13. marts 2014
Jesus helbredte kroniske sygdomme
Jesus gik omkring og helbredte mange mennesker, og hvis vi læser Bibelen meget nøje, så kan vi se at Jesus helbredte kroniske, dødelige sygdomme. Der findes andre, mindre sygdomme som vi måske ikke umiddelbart bliver helbredt for. Der kan være tale om prøvelser, og Gud har en plan med enhver prøvelse i vore liv.
Der kommer ikke noget ondt fra Gud, al det onde kommer fra en fjende, men Gud vil lære os at kæmpe mod vore fjender: "Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer, og trofast er Gud, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe en vej ud af den, for at I må kunne udholde den." (1. Kor. 10:13)
Hvis vi overtræder pagten, så åbner vi for fjenderne
"Da blussede Herrens vrede op mod Israel, og han sagde: "Efterdi dette Folk har overtrådt min pagt, som jeg pålagde deres fædre, og ikke adlydt min røst, vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de folk....for at jeg ved dem kan sætte Israel på prøve.." (Dommerbogen 2:20-21)
Gud ønskede ikke denne situation, men Israel havde overtrådt deres pagt med Gud. De havde selv valgt at overtræde pagten, og fjenderne strømmede ind over dem.
Vi er også involveret i en pagt, for dåben er en god samvittighedspagt med Gud (1. Peter 3:21). Denne pagt betyder at vi er parate til at leve et helt nyt liv, hvor Jesus er herre og hvor Helligånden får lov til at regulere alt i vores liv. Så længe vi holder pagten, så har vi en god samvittighed. Men vi kan også få en dårlig samvittighed hvis vi overtræder pagten, og det vil have en konsekvens i vore liv.
Vi formår ikke selv at leve det nye liv, men vi får hjælp fra Gud, så vi kan leve det nye liv sammen med Jesus som bor i os.
Mange kristne overtræder pagten i dag, og så kan Gud blive vred, men vi skal huske at der aldrig kommer noget ondt fra Gud, vi åbner selv op for noget ondt.
Gud sagde til Israel at han ikke ville bortdrive fjenderne. Paulus taler om disse fjender: "Den kamp, vi skal kæmpe, er ikke imod kød og blod, men mod magterne, imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet." (Efe. 6:12)
Vi åbner selv op for fjenderne, når vi ikke følger Jesus som vi har indgået en pagt med. ifølge pagten har vi sagt ja til at følge ham, tjene ham og leve for ham.
Vi bliver sat på prøve
Vi beder til Gud om at han vil fri os fra alle vore fjender som angriber os på det fysiske, moralske og religiøse område. Hvorfor bliver vi så ikke fri fra disse fjender? Hvorfor driver Gud dem ikke bort?
Guds ord siger: "De blev tilbage, for at Israel ved dem kunne blive sat på prøve.." (Dommerbogen 3:4)
Vi skal være meget realistiske over for denne prøve. Gud prøver os ligesom han prøvede Israel. Vi ved at Israel kun tre dage efter de havde oplevet det mægtige, vidunderlige under ved Det Røde Hav, knurrede de ved Mara, "dér satte han dem på prøve." (2. Mos. 15:25)
Da Israel var kommet over på den anden strandbred, så sang de og lovpriste Gud, men det er ikke nok med vores dejlige møder, hvor vi synger og priser Gud.
Vi må heller ikke tro at befrielse er målet. Vi jubler når vi bliver sat fri fra det ene eller det andet, men Gud har andre målsætninger med vore liv. Det som skete med Israel vil også gentage sig med hedningerne (1. Kor. 10:1-12). Hvis Israel blev sat på prøve, så vil vi også blive sat på prøve. Gud vise os noget om os selv igennem prøvelsen.
Gud har en plan med alt i vore liv
Gud ville vise Israel hvad der boede i dem, men selv efter 40 års vandring, forstod de det ikke.
Det er det samme med os, når ting går os imod, og når vi oplever at vi kan blive ved med at bede uden at der sker noget. Vi må forstå at Gud er med i det!
Når vi køber guld lutret i ild fra Jesus, så får vi en prøvet tro. Gud ser efter den prøvede tro, men vores tro står ikke prøve hvis vi vender vores bebrejdelse mod Gud. Ofte anklager vi Gud ubevidst: "Hvorfor griber Gud ikke ind?" "Hvorfor hjælper han mig ikke?"
Vi har lige så meget oprør og bitterhed som Israel havde ved Mara. Det ligger i den faldne natur. Vi må forstå at vi er i Guds hånd, og at han har en plan med alt i vores liv.
Djævelen vil anklage Gud og vil forsøge at vende os mod Gud. Han vil også anklage os og sige at det er vores egen skyld. Han kommer med fordømmelse, skyld og skam. Vi skal afvise Djævelen, for han lyver for os og forsøger at vende os mod Gud.
Vi kan bestå prøven
"Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler." (Hebræerne 12:25)
Gud som taler fra Himmelen, er også den som sætter os på prøve. Når prøven kommer til vore liv, så begynder vi straks at bede om at blive sat fri af prøven. Men vi skal vende os til Gud i stilhed og erfare at vi kan bestå prøven, når vi står Djævelen imod faste i troen. Vi sejrer, når vi holder fast ved at "Gud er god og hans miskundhed varer evindeligt!"
Midt i den tid hvor det gør ondt, og hvor svarene udebliver, så priser vi Jesu Kristi navn! Det er nemt at prise ham når vi har det godt, men det kræver tro når vi har det svært. Prøven kommer, og det er den eneste måde hvorpå Jesus kan udvirke guld lutret i ild i vore liv. Det er lige meget om du møder prøven i den åndelige verden, derhjemme eller på din arbejdsplads, så skal du huske at Gud er med i alt - han slipper dig ikke. Du er ikke i Djævelens hånd.
Livet med Jesus er en prøve. Han har aldrig lovet os at vi skal undgå trængsler og prøvelser. Enten vinder Djævelen sejr, når vi falder i fristelse og vender os i oprør og bitterhed mod Gud. Men vi kan også består trosprøven, og så sker der en forvandling i vores indre menneske. Hver gang vi består prøven, så vokser troen og det fører til udholdenhed.


