- Detaljer
Et rent hjerte, en ren samvittighed
“Salige er de rene af Hjertet, thi de skal se Gud.”
(Mattæus 5:8) (DN 1933)
- Mødereferat, Blåkildekirken d. 13. oktober 2013, Villy Nordmand Andersen
Jeg er en lille mand - jeg forstår ikke alle budene
En bror i menigheden har givet mig endnu en lille seddel. Han skriver: ”Hvad kan jeg gøre – jeg er jo en lille mand. Når jeg ikke forstår alle budene, så spørger jeg mig selv om jeg kan stå i kampen. Men jeg ved at når Jesus er ved min side, så kan jeg ikke tabe. Hvis jeg stoler på ham, så vil han være med mig alle dage. Han vil give mig et rent hjerte, og så bliver mit ydre også rent.” Når jeg læser dette brev, så kommer jeg til at tænke på andre mennesker som har oplevet det samme. De samme frustrationer over at man ikke kan forstå det som man læser. Jeg kan prøve at forklare denne bror nogle ting, men det er ikke sikkert at det vil løse hans problemer. Men hvis vi har et rent hjerte, så kan Helligånden begynde at tale med den visdom som kommer ovenfra. Helligånden kan ikke tale til et urent hjerte for det står i et misforhold til Kristus. Vi må ind i det forhold hvor Jesus er vort liv, og så vil han også være vores skjold og værn.
Den seksuelle synd kan overføres i slægten
Det er vigtigt med et rent hjerte. Et urent hjerte fører de troende ind i store problemer. Det fandt David ud af da han faldt i synd med Batseba. Han fik store kvaler og problemer, og det vil man få når det urene hjerte falder i synd. I salme 51 siger David mellem linjerne at hvis han havde haft et rent hjerte, så var det ikke sket. Det interessante er at den seksuelle synd lå i Davids slægt. Hans tipoldefar, Salmon, gik ind til skøgen Rahab (Josua 2:1, Mat.1:5), og senere ser vi at Davids søn, Salomon, var besat af kvinder (1. Kong.11:1-5). Synden overføres i slægten. David siger i salme 51: "Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd." Vi ser desuden at Davids søn Amnon forgreb sig på sin halv-søster Tamar (2. Sam. 13).
Vi må gøres rene i hjertet. David råbte: "Skab i mig, o Gud, et rent hjerte," (Salm. 51:12).
Hjertet er sæde for menneskets natur
Hjertet eller "kardia" er sæde for menneskets natur. Det er vigtigt at vi får del i guddommelig natur. Vi er født med vreden; "vi var af natur vredens børn.."" (Ef.2:3). Hvis du ikke kommer af med din vrede, så kan du ikke sige at du har et rent hjerte. Du må af med vreden, så du kan få et rent hjerte.
Fra hjertet kommer synden, og der er mange mennesker som ikke kan forstå at efter de er blevet frelst, så ligger de stadig under for en synd. Der står i Mattæus 15 at synden kommer fra hjertet. Det nytter ikke noget at vi prøver på at bekæmpe synderne. Det nytter ikke noget at vi forsøger at leve et syndfri liv. Det vil aldrig lykkes! Vi skal frelses både fra synden og dens herredømme. Det kan kun ske ved et guddommeligt indgreb. Vi kan ikke gøre det selv! Det er alene Jesus som kan rense det urene hjerte.
Hjertet er sæde for følelserne
I John. 14:1 og Ef. 5:19 står der at hjertet, "kardia" er sæde for følelserne. I et rent hjerte har Helligånden taget herredømme over følelserne. Helligånden styrede Adams ånd, og hans ånd styrede hans sind og fordi hans sind var rent, så var der lukket for sygdomme i hans legeme. Derfor måtte slangen, djævelen ind i deres sind med noget urent, og da de lyttede til hans løgne, så mistede Helligånden styringen i deres liv, og så var der andre ting som tog over: Vilje, intellekt og følelser. Der findes mennesker som er så stærkt styret af deres vilje at de vil gennemføre den uanset omkostningerne. Andre kører på intellektet; vi lever i en tid hvor intellektet er en del af tidsånden.
I følelserne ligger lyst og begær, det syndige begær. Følelserne er dér hvor Satan kan friste os. Gud kan rense hjertet så vores følelser bliver rene, og så kan vi få en ren samvittighed. I Ap.2:37 står der at "det stak dem i hjertet." Det stak dem i samvittigheden, og de måtte omvende sig.
I Luk. 6:43-44 er det udtrykt meget stærkt at som dit hjerte er sådan er du. Dit hjerte afslører hvem du er som person. Hvis der skal blive et nyt menneske skabt i Kristus til gode gerninger, så må hjertet renses. Der er en større herlighed som skal åbenbares, men det hænger sammen med det rene hjerte. Derfor siger Jesus til sine disciple: "I skal lære af mig....jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet." (Mat. 11:29)
Et oprigtigt hjerte er enkelt, enfoldigt og åbent
Et rent hjerte har fået lægedom for al sorg. Vi tager alt for let på sorg, men vi skal huske at sorg er dødens kraft. Sorg er ikke legeværk - vi må ikke tage det overfladisk. Et rent hjerte er er hjerte som er fri fra sorg og lidelser. De lidelser som et urent hjerte fører med sig er sygdomme og smerter.
Et oprigtigt og et rent hjerte er én og samme ting. "For den oprigtige oprinder lys i mørke." (Sal. 112:4)
Der er noget mørkt i hjertet. Folk siger at de føler sig mørke indvendig, at de har en mørk side. Mennesker kan ikke gøre noget ved det mørke. Der er ingen af os som er født i lyset, men Gud kan forvandle hjertet. Jesus kan! Han er stadig den som kan rense et urent hjerte, men vi skal gå efter det!
"Haplus" fra græsk betyder et oprigtigt hjerte som er enkelt, enfoldigt, men det er også et åbent hjerte - der er ikke noget skjult. F.eks. i et ægteskab, hvis der er rene hjertet, så er der ikke nogen hemmeligheder. Lige så snart vi gør noget som skal skjules, så siger vi: "Du må ikke sige det til nogen....", og så er der tale om urenheder i hjertet.
"Haplus" taler også om gerninger uden bagtanke. Hvis vi er gode ved hinanden eller siger noget pænt til hinanden, men med bagtanker, så er hjertet ikke rent.
Oprigtig broderkærlighed
Det urene hjerte bringer kiv, nid og fjendskaber i Guds menighed. Det er ofte af læremæssige grunde. Jeg har set kristne skilles pga. lære - en dyb uenighed i Guds menighed. Hvis Jesus var kommet ind i hjertet, så ville vi forenes. Det rene hjerte forener os i ét sind, én sjæl og ét legeme.
Et fællesskab hvor der er rene hjerter, det er et fællesskab hvor Guds kærlighed er sand og ren.
Et rent hjerte nærer oprigtig broderkærlighed (Rom. 12:9-10). Den oprigtige broderkærlighed er måske det vi allermest har brug for. "Kære Jesus, rens mit hjerte fra alt det opblandede og fra alle de urene motiver som bygger på mit ego. Rens mit hjerte, så alt i mig må blive for din skyld, Jesus. Du som gav al din kærlighed for min skyld, at jeg må give min kærlighed tilbage til dig!"


