Hjertet er svigefuldt, hvo kender det?
- Detaljer
Hjertet er svigefuldt, hvo kender det?
“Hjertet er svigefuldt frem for alt, det er sygt, hvo kender det? Jeg, Herren, jeg ransager hjerte og prøver nyrer for at gengælde hver hans færd, hans gerningers frugt.”
(Jeremias 17:9-10) (DN 1933)
- Mødereferat, Blåkildekirken d. 14. april 2013, Villy Nordmand Andersen
Åndelig egoisme
Oswald Chambers har skrevet et lille hæfte hvor han meget alvorligt taler om ”åndelig egoisme”. Åndelig egoisme betyder at vi kun er optaget af bjergoplevelser. Vi ønsker kun at være på bjerget. Vi kommer til Gud fordi vi selv vil have velsignelse, men vi er ikke særligt optaget af mennesker som er i dyb nød - mennesker som er syge og besatte, og som i dag lever med mange problemer. Hvis der nogen sinde har været udfordringer og konfrontationer, så er det nu!
Josef-kompagniet
Jeg blev mindet om et budskab fra Herren af David Wilkerson som hedder ”Josef-kompagniet”. Det handler om et legeme som er bestående af de sidste dages troende, troende som fuldstændigt har overgivet sig til Gud ikke bare med munden, men med hele deres liv.
Wilkerson skriver: ”Den største del af menighederne i dag lever i hungersnød med uinspirerede møder, halvsovende tilhørere, sprudlende lovprisning som ikke bakkes op af retfærdig levevis.
Gud har altid været på forkant med hensyn til enhver hungersnød i sin menighed. Enhver ny generation er gået foran for at berede en udvej for sit folk.
Gud sendte Josef til Ægypten. Gud isolerede ham, prøvede ham og forberedte ham til at være en autoritet. Josef skulle blive en udvalgt livredder. Gud holdt Josef ude af rampelyset fordi han skulle blive rede til en kommende tid med kaos og død.
Min ven, præcis som han isolerede Josef, så har han et Josef-kompagni i dag som er gemt for alle. De befinder sig i en ildovn af trængsler - de bliver prøvet. De befinder sig på en slagmark af fristelser og trængsler, og de dør i forhold til denne verden. De ønsker intet af dens berømmelse, dens penge eller nydelse. De bliver mere og mere hungrende efter at få et inderligt forhold til Kristus, til at kende hans hjerte og stemme.
Du forstår måske ikke alle disse mystiske trængsler og prøvelser i dit liv, men hvis dit hjerte er helt indstillet på at følge Kristus, så kan du hvile i sikkerhed om at han har et formål med det hele. Han ønsker at få dig ind i Josef-kompagniet!
Noget ubøjet inden i os
Vi skal lægge mærke til hvad Paulus siger i Romerbrevets 8. kapitel: Hele skabningen sukker og er i veer. I dag er vi nødt til at være fuldstændigt ærlige over for Jesus og indrømme at vi står med et stort frafald. Det er ikke Gud som har ønsket at det skulle være sådan, for Gud er kærlighed, og han ønsker at alle mennesker skal frelses. Der må være nogle mangler i os - der må være noget ubøjet i os. Herren har talt til mig om at der dybt nede i os, i det underbevidste område er noget ubøjet, vi er delte! Hvis vi er delte, så er der noget ubøjet inden i os.
Vi skal læse fra Jeremias 9 vers 8-9: “ Deres tunge er en morders pil, deres munds ord svig; med næsten taler de fred, men i hjertet bærer de svig. Skal jeg ikke hjemsøge dem for sligt, så lyder det fra Herren, skal ikke min sjæl tage hævn over sligt et folk?”
Der er mord på deres læber. Ved du at ord kan dræbe? Mange troende mennesker er blevet dræbt af ord fra andre troende. De kom aldrig over det. De kæmpede for at tilgive, men for mange er det ikke lykkedes. Jesus siger at vi skal stå til regnskab for hvert eneste ondt ord, bagtalelse, o. lign.
Gud siger ”skal jeg ikke hjemsøge dem for dette”. Her har vi et svar i dette lille vers. ”Skal jeg ikke hjemsøge, skal jeg bare være tavs over for mit folk i denne situation? Nej! Gud vil ikke være tavs!
Nogle af os kan ikke forstå at der sker noget i vores liv fordi der er noget i hjertet som ikke er bøjet for Gud. I ord bebrejder og fordømmer vi hinanden, også i ægteskabet. Gud siger ”skal ikke min sjæl tage hævn over sådan et folk?” Når der er tale om hævn, så kan vi ikke forstå det, og vi kan ikke lide at høre det, men vi må bøje os for Gud. Når Gud taler, så mener han hvert ord.
Hjertet er sygt, hvo kender det?
Jeremias 17:9-10: “Hjertet er svigefuldt frem for alt, det er sygt, hvo kender det? Jeg, Herren, jeg ransager hjerte og prøver nyrer for at gengælde hver hans færd, hans gerningers frugt.”
Nyrer betyder samvittighed, sind og følelser. Det hebraiske ord for nyrer hører ind under ordet hjerte som på hebraisk hedder ”lb”. Når Gud siger ved Jeremias at jeg vil giver jer et nyt hjerte ”lb”, så betyder det at Gud vil læge det syge hjerte og forvandle hele det indre menneske.
Ezekiel profeterer at Israel vil få et nyt hjerte på én dag, men hvis vi skal være en del af det, så er det i dag at Gud skal give os et nyt hjerte, og bringe forvandling ind i det totale indre mennesker. Alle vores onde tanker og bagtalelse om hinanden skal udslettes, så vi alene har Jesus i tanke - salmisten siger: ”Jeg har altid Herren for øje.” (Salme 16:8)
Der er en sygdom i hjerte, hvo kender den? Jeg, Herren! Jeg, Herren ser det! Jeg Herren lader mit ransagende lys gå ind over det!
Ransagelse er ikke en dårlig ting. Der er nogle religiøse kristne som ikke kan lide at høre om ransagelse. De siger at vi graver i fortiden, vi graver og graver. Nej, vi graver ikke, men vi åbner et hjerte som er oprigtigt over for Gud og beder ham ”ransag mit hjerte!” ”Se hvorfor jeg ikke er den som jeg skal være!” ”Se hvorfor jeg rammes af de gloende pile i stedet for at de slukkes i troens skjold.”
Et ubodfærdigt hjerte
Romerbrevet 2:4-5: ” Eller ringeagter du hans godheds og tålmodigheds og langmodigheds rigdom og ved ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse? Men efter din hårdhed og dit ubodfærdige hjerte samler du dig selv vrede på vredens og Guds retfærdige doms åbenbarelses dag...”
Vi bliver formanet om ikke at ringeagte Guds godhed, men vi må bøje os ind under åndernes Fader (Hebr.12:9)
Vi må erkende under Helligåndens ransagelse at der er et ubodfærdigt hjerte.
Et ubodfærdigt hjerte betyder et utilgivende hjerte. I tiden med "Indre helbredelse" var indfaldsviklen at du skal tilgive din far og din mor. Det kan vi ikke!
Du kan tilgive med munden, men du kan ikke gøre det med hjertet. Tilgivelse er noget som bliver lagt ind i det menneskelige hjerte, det hjerte som bliver nyt. Det er løgn at bare du tilgiver, så bliver du lægt. Jeg har tilgivet en masse mennesker med munden, og så har jeg glemt dem indtil en dag hvor de stod foran mig, og så huskede jeg det hele. Tilgivelse får vi først fra Herren. Læs Mattæus 18 om den gældbundne tjener. Der var én som var i en hjælpeløs gæld, og det er også os. Vi står i en hjælpeløs gæld, vi har ikke en mulighed for at betale Gud eller Jesus det som vi skylder. Men hvis vi kommer og bøjer os ned for ham, vi må bøje os! Vi må erkende at vi har dybt, dybt brug for nåde. "Gud, vær barmhjertig imod mig!"
Den gældbundne tjener bøjede sig, og alt blev forandret for ham, og dog ikke alt. Han blev tilgivet, og hans kone og børn fik del i den eftergivelse som Kongen gav tjeneren. Men kort tid efter viste det sig at han havde et ubodfærdigt hjerte. Han mødte sin medtjener som skyldte ham et latterligt lille beløb, og fik ham kastet i fængsel.
Vi sætter punktum ved ”tak og lov, min synd er mig tilgivet!”, men det er ikke nok!
Religiøse, kolde mennesker
Hvis den tilgivelse og nåde som vi møder hos Jesus ikke går ind og forvandler hjertet, så kan vi gå videre som troende med et ubodfærdigt hjerte. Vi bliver til religiøse, kolde og mørke mennesker, og så kalder vi os for troende mennesker. Troen standser ikke ved tilgivelsen, den takker Jesus for det, men den forstår at der skal gøres noget med hjertet. Derfor er der så meget fjendskab i Guds menighed. Derfor er der så meget fjendskab i ægteskabet.
Vi kan ikke forandre vores hjerte. Det er kun Gud som ved Jesus Kristus kan forvandle det hjerte så det ikke skal være sygt.
Hvis hjertet er sygt, så kan du have en masse ord i munden, men du vil opleve at din sjæl er uroligt, angst og bange. Du vil opleve at din samvittighed aldrig er helt klar og ren. Du kan ikke styre dit sind, og så bliver du vred, det hårde hjerte kommer til udtryk. Så samler du på vrede, for Gud er retfærdig i alt sit ord. Han vil ikke sige at du ikke skal tage det så tungt. Jo, du skal! Bøj dit øre! Bøj dig under åndernes Fader!
Vi fortrænger ting ned i underbevidstheden
Helligånden kan læge al sorg. Sorg er dødens kraft. Du som har måttet forlade dit hjem eller land – det kan du ikke gøre uden at en masse følelser vælder ind over dig. Du kæmper med det, og du prøver at glemme, men det lykkes aldrig fuldt ud før der er én som læger dit syge hjerte.
Josef havde et sygt hjerte, det er forståeligt. Han blev forkastet af sine brødre og smidt ned i en dyb brønd, og så kommer en fremmed mand for at sælge ham. Der står skrevet at Josef havde så dyb en sorg at han græd (1. Mos.45:2), og alle ægypterne kunne høre det. Han savnede sin far og mor, og han savnede også sine brødre. Han savnede sit hjemland, men så kommer det vidunderlige vidnesbyrd: ”Gud har ladet mig glemme..” (1. Mos 41:51). Gud havde lægt hans syge hjerte.
Du kan ikke glemme. Det dukker op på mange mærkelige måder. Hvis det ikke dukker op når du er ved bevidsthed, så dukker det op når du lægger dig til at sove. Der kommer drømme og mareridt. Hvor kommer de fra? De kommer fra et fortrængt område, fra en del af hjertet som er sygt. Dér kan vi tale om at være delt, for i det bevidste elsker vi Jesus. I det bevidste ønsker vi at følge ham, men så dukker der noget ubevidst op, som endda kan friste os til at sige: ”Nej, jeg gider ikke mere!”. Denne fristelse ligger nede i det ubevidste område. Det er fortrængt. Det er kun Jesus som kan læge dette syge hjerte. ”Hjertet er sygt, hvo kender det?”
Jesus vil læge det syge hjerte
Når jeg er i mit lønkammer, så åbner jeg mig for Jesus Kristus fra Nazaret, og beder Helligånden om at gå ned i det syge hjerte. Jeg beder Helligånden om at gå ned i den underbevidste del af hjertet for at rense og læge med Helligåndens ild. Nogle dage sker der noget. Helligånden tager nogle områder frem fra min underbevidsthed for at rense og lutre dem. Der ligger meget nede i det fortrængte område.
Andre dage sker der ikke noget, men alligevel tror jeg at Helligånden har gjort sit værk. Jeg bygger ikke på hvad jeg oplever, men på hvad jeg tror. Når vi bruger tid sammen med Jesus, så sker der noget hvis vi beder ham om at læge det syge hjerte.
David Wilkerson ”The Joseph Company”, 1992
http://w<span< a=""> lang="DA">ww.tscpulpitseries.org/english/1990s/ts921221.html
Oswald Chambers THE SPHERE OF EXALTATION
http://www.oswaldchambers.co.uk/Readings.php?month=10&year=7&language=English


