Gå brudgommen i møde!

"Jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden, men for dem, som du har givet mig; thi de er dine...., og jeg er helliggjort i dem.".”

(John. 17:9-10)

 

- Mødereferat, Blåkildekirken d. 9. marts 2017, Villy Nordmand Andersen

 

Jesu Kristi herlighed er en indre hellighed

Når vi tænker på herlighed, så tænker vi på tegn, undere og mirakler. Men den herlighed som Bibelen er optaget af handler om Kristus i os. Der er ikke tale om en ydre herlighed, men først og fremmest en indre herlighed. Johannesevangeliet 17 taler om at Jesus er herliggjort i os, og det er ikke ved gerninger.

 

Vi skal ikke vente på at alt skal ske i Himmelen

De fleste kristne venter på at komme til Himmelen, og dér skal det hele ske. Det er en stor fejl, for det er nu at alting skal blive som Gud vil at det skal være. Det er nu at vi skal forvandles til lighed med Kristus; det er den indre herlighed fra Jesus som skal komme til udtryk i den sidste tid.

Tegnene, underne og miraklerne er ikke så vigtige; der er ikke megen herliggørelse i den ydre form. Gud siger i Esajas, kapitel 1 at vi står og breder hænder ud til ham, men han ønsker noget helt andet i vores liv (Es. 1:15).

Helligåndens tilstedeværelse i vores liv har kun ét eneste formål: At bringe til fuldendelse den frelsesplan som Guds har med mig og med dig. Alt andet er ligegyldigt.

Jeg har set mange kristne som går til lovprisningsmøder og breder hænderne ud, men der er ikke nogen forvandling i deres liv. De kan deltage i lovprisningsmøder, men når de kommer hjem, så kommer der hårde ord, kritik og krav. Vi er nødt til at forstå at det er i dette liv at forvandlingen i det indre menneske skal ske.

 

Herlighed er magt over den gamle natur

"Lad alle mennesker mærke at I har et mildt sind! Herren er nær!" (Fil. 4:5)

Vi møder kristne som siger at alt vil blive anderledes når de kommer til Himmelen, men de samme kristne har ingen interesse i en forvandling her og nu. Kristne mennesker kan stå på møderne og løfte hænderne i lovprisning, men bagefter ændrer de fuldstændig karakter og er utilfredse med mange ting og begynder at snakke om alt andet end om Jesus. Tungen er tændt i brand af helvedet, og samtidig kan den være sat i brand af Helligånden inde på mødet.

Bitterhed, vrede, utålmodighed og utilfredshed er udtryk for den gamle, faldne natur.

Det græske ord for herlighed i Bibelen er "doxa" og det betyder blandt andet "magt over naturen", hvilket betyder magt over den gamle, faldne natur. Jesus blev fristet, men han lod ikke den gamle natur komme til udtryk. Vi er nødt til at forstå at det er nu i dette liv at de ting skal ændres, hvis vi vil have del i forjættelsen om at være Kristi medarvinger (Rom. 8:17). Hvad skal vi arve sammen med Kristus? I de sidste kapitler i Åbenbaringsbogen kan vi læse hvad vi skal arve: En ny Himmel, en ny jord og et nyt Jerusalem som kommer ned fra Himmelen, og "Se, jeg gør alting nyt." (Åb. 21:5). Vi tænker at det hele skal ske på den dag, men hvis det ikke sker nu, så vil vi miste forjættelsen: "Den som sejrer, skal arve dette,.." (Åb. 21:7).

 

Ve den ved hvem forargelsen kommer

Mange har mødt kristne som lader sig dominere af den gamle natur, og det har skabt en forargelse ikke mindst iblandt de unge mennesker. Det bringer skam ind over Jesu navn og over menigheder. Mange er blevet så skuffede over de kristne, at de helt opgiver at fortsætte.

Hvis vi forarger nogen, ved at vores gamle natur kommer til udtryk, så siger Jesus at det er bedre for den person at få hængt en møllesten om halsen og blive kastet i havet (Luk. 17:2).

Helligånden blev givet til os med det formål at Jesus skal blive herliggjort i os. Vi behøver ikke at give efter for den gamle natur: "Alle dem som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn,.." (John. 1:12). Jesus har lagt en magt ind i os hvorved vi kan styre den gamle natur. Den gamle natur vil altid forsøge at dukke op f.eks. i ægteskabet, familien og menigheden, og i stedet for at fremtræde med et mildt sind, så lader vi den gamle, bitre natur komme til udtryk. Et mildt sind vil altid fremtræde med kærlighed, accept og tilgivelse.

Vi har fået magt til at vælge

Hvis vi lader vreden, hadet eller andre ting fra den gamle natur kontrollere os, så går det galt. Men vi har fået magt fra Jesus over den gamle natur, og når f.eks. vreden dukker op, så har vi fået magt til at vælge at lade være med at give udtryk for vreden.

Jesus viste os hvordan det er at have kontrol over den gamle natur. Han oplod ikke sin mund, han var stum som et lam (Esajas 53: 7). Jesus var fristet på lige fod med os, Djævelen fristede ham, men Jesus sejrede over ham ved Guds ord.

 

Vi må søge ind til Jesus i disse dage

Vi har kun en liden stund nu inden Jesus kommer, og det haster nu. Vi må være optaget med at bruge tid ind for Jesu åsyn. Det er ikke nok at bede en kort lille bøn om morgenen, det skal leve i os.

Jesus er nær dér hvor det milde sind gør sig gældende, og der er mange spørgsmål at stille i dag med hensyn til vores børn, kone eller mand. Hvorfor blev de ikke frelst? Det gør ondt at få oplysningen om hvorfor de ikke blev frelst.

Det er tid nu at træde ind for Guds trone og erkende at vi har svigtet og fejlet, og sige: "Jesus, kom ind i os, lad kærlighed, accept og tilgivelse nå os og lad Helligånden forvandle os, så vi får en lighed med dig, Jesus!"

Vi kan sige til hvem som helst at vi er kristne, men det siger dem ikke noget. Mange tror at Guds herlighed er at vi kan profetere, heldbrede de syge eller uddrive de onde ånder, men nej! Vi kan have alle nådegaverne uden at have Guds kærlighed.

 

Vi skal vandre mens vi har lyset

Jesus sagde: "I skal vandre mens I har lyset." (John 12:35) Gud sagde til Israels menighed at de havde det hele på læberne, men hvor var virkeligheden? (Esajas 29:13). Helligånden kalder os i dag til at søge en langt større indsigt i Jesu kærlighed, så vi kan blive fornyet i hans kærlighed. Vi skal vandre mens vi har lyset; vi skal handle mens vi har lyset. Hvis vi hører Guds ord og ikke handler på det, så kan der opstå en forhærdelse, og lyset kan blive slukket. Vi må gå brudgommen i møde nu, vi må gå ham i møde mens vi har lyset!

Til top