Han havde besluttet at følge Jesus

Jeg ville så gerne høre om Jesus, så jeg sneg mig ind bag kirken med mit pæne tøj i en pose under armen. Jeg skiftede tøj og listede ind gennem bagdøren. Når jeg skulle hjem, gik jeg den samme vej tilbage, men først efter jeg havde taget mit hverdagstøj på.

Jeg troede at ingen så det, men det varede ikke længe før mine forældre opdagede det. De blev meget vrede og truede med at forkaste mig. Mine slægtninge, som bor i Holland og Luxembourg, ringede til min mor og far og sagde at de ikke ville sende penge hvis jeg kom i kirken.

Men jeg havde besluttet at følge Jesus, og jeg fortsatte med at komme i kirken. Den dag hvor jeg skulle døbes, tog jeg min fiskestang og sagde til mine forældre at jeg skulle ud og fiske sammen med vennerne fra kirken. Da jeg kom hjem fik jeg meget skæld ud, og jeg var lige ved at blive sat på gaden. Jeg græd og råbte til Jesus for min familie som ikke forstod hvorfor jeg havde valgt at følge Jesus.

Nu har jeg været i kirken i snart 4 år, og Jesus har hørt min bøn. Han har gjort et mirakel i min familie. Nu begynder de at forstå at det er bedre for mig at følge Jesus i stedet for at følge vennerne som går rundt og drikker hver eneste dag. Min mor er begyndt at stryge min skjorte inden mødetid, og min far holder øje med klokken, så jeg ikke kommer for sent. Tak Jesus, ja selv min familie i udlandet er begyndt at ringe og opmuntre mig til at komme i kirken.

Jeg er begyndt at studere på universitetet i hovedstaden, men alle mine ferier tilbringer jeg sammen med vennerne i kirken. Det har været en hård kamp, men Jesus har været trofast, og nu kan det kun gå fremad.