- Detaljer
De har afskaffet korset!
- Pastor David Wilkerson (1931-2011)
Udgivet på Internettet, december 1996, oversat fra "They Have Done Away With the Cross!"
"Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi Kors, ved hvem verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden." (Gal. 6:14)
I denne avancerede tidsalder, er det vanskelig at forstå afgudsdyrkelsen i Det Gamle Testamente. Det er utroligt at læse om intelligente mennesker som er så forblindede at de tilbeder udskårne billeder af træ, sten eller ædle metaller. Bibelen fortæller os at folk gik ud i skoven for at vælge et træ, fældede det, savede det i to stykker, brændte halvdelen af det i ovnen for at lave mad, og gav den anden halvdel til træskæreren for at han skulle lave en lille gud af den. Hele familien knælede ned foran det udskårne afgudsbillede og sagde: "Dette er min gud, min udfrier, som frelser mig."
Denne form for afgudsdyrkelse er ufattelig for os! Men det var denne afgudsdyrkelsens synd som fik Guds forfærdelige vrede til at falde over hans eget folk. Det gjorde ham mere vred end nogen anden synd i Det Gamle Testamente, så meget at han kundgjorde: "Børnene sanker brænde, fædrene tænder ild, og kvinderne ælter dej for at bage offerkager til Himmelens Dronning og udgyde drikofre for fremmede guder og krænke mig. Mon det er mig, de krænker, lyder det fra Herren, mon ikke sig selv til deres ansigters skam? Jeg vil støde jer bort fra mit åsyn, som jeg stødte alle jeres brødre bort, al Efraims æt....." (Jer. 7:18,15)
Dette er Guds svar til afgudsdyrkelsen i Det Gamle Testamente, og han hader afgudsdyrkelsen lige så meget i dag. Det kalder hans vrede ned over hver generation, inklusiv vores moderne generation. Der findes en afgudsdyrkelse i disse sidste dage som er langt mere ondskabsfuld end den i Det Gamle Testamente!
En ny afgudsdyrkelse fejer ind over verden akkurat nu. Nej, vi ser ikke længere folk knæle ned foran udskårne figurer, men den moderne afgudsdyrkelse forfører i stedet masserne ved sin spidsfindighed og dygtighed, og den gør Gud mere vred end nogen afgudsdyrkelse i Det Gamle Testamente! Det Nye Testamente advarer os om at i de sidste dage vil der komme mennesker som vil fremstå som lysets engle, men som i virkeligheden er Satans sendebud. Disse mænd vil være intense, veltalende, hyggelige og opfindsomme. Men de vil være styret af en ånd som ikke er fra Gud! "Thi sådanne er falske apostle, svigefulde arbejdere, som påtager sig skikkelse af Kristi apostle. Og det er intet under; thi Satan selv påtager sig skikkelse af en lysets engel. Derfor er det ikke noget stort, om også hans tjenere påtage sig skikkelse som retfærdigheds tjenere; men deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger." (2.Kor. 11:13-15)
Paulus advarede os om at disse dæmoniske sendebud ville komme for at: ".... forkynde en anden Jesus end den vi har forkyndt, eller ..... en anden ånd end den I har fået, eller et andet evangelium end det I har taget imod." (v. 4) Tænk på hvad Paulus siger her. I de sidste dage vil der fremstå prædikanter som ser ud til at være ærlige, retfærdige mænd, men som i virkeligheden er tjenere under indflydelse af Satan selv! De vil være af en helt anden ånd, markedsføre en anden Kristus, en anden ånd og et andet evangelium.
Dette lyder chokerende, men det er noget som du og jeg må forberede os på. Hvis du er en kristen, og du hører rapporter om at den Hellige Ånd bevæger sig på forskellige steder i landet, må du være forsigtig med hvor du går og hvilken ånd du er under indflydelse af. Hvis du ikke har dømmekraft, kan du blive indfanget af en afgudsdyrkelse som vil føre dig bort fra Kristi kors.
Jeg tror at masser af kristne i dag er involveret i afgudsdyrkelse uden at de ved det, de er blevet forført af lysets engel. Paulus sagde at dette fandt sted selv på hans tid: "Det undrer mig, at I så hurtigt lader jer drage bort fra ham, som kaldte jer til Kristi nåde, hen til et anderledes Evangelium; som ikke er et evangelium; det er kun nogle, som forvirrer jer og gerne vil forvanske Kristi Evangelium. Men om vi så selv eller en engel fra Himmelen forkyndte jer Evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer - forbandet være han!" (Gal. 1:6-8)
Dette "andet evangelium" Som Paulus nævner er et budskab om en frelse uden korset!! Det er den store afgudsdyrkelse i vores tid. Der er en stor skare af prædikanter som bogstavelig har forkastet budskabet om Jesu Kristi kors!
Vær advaret: Det betyder ingenting hvis nogen fortæller dig om en stor "vækkelse" eller bevægelse af Ånden som finder sted; det betyder ingenting hvor stor en menneskemasse som er involveret, eller hvor højlydt deres lovprisning er; det betyder ingenting hvor "succesrig" en bestemt tjeneste ser ud til at være. Dersom Jesu Kristi kors ikke er døren som mennesker kommer ind igennem, kan du være helt sikker på at det ikke er Guds værk!
Korset, inklusiv dets håb og krav er selve kernen i evangeliet. Og enhver tilbedelse, ethvert fællesskab, alt som kalder sig selv kirke er afgudsdyrkelse hvis korset ikke er i centrum af dens forkyndelse. En sådan tilbedelse er fuldt og helt af en anden ånd, og Gud vil ikke have noget at gøre med den. Uden korset, er alt det som er tilbage bare agner, et forvrænget evangelium, noget fra Helvedets afgrund. Det er en afgudsdyrkelse som er mere fornærmende for Gud end afgudsdyrkelsen i Israel.
Men alligevel, i de fleste kirker hvor dette "andet evangelium" bliver forkyndt, er kirkebænkene propfulde. Alle de rigtige ord bliver sunget og forkyndt. De teologiske betegnelser, så som hellighed, Hellig Ånd og korset, bliver nævnet. Alt ser godt ud og lyder rigtigt. Men korsets realiteter er ikke tilstede! Korsets vendepunkt, selve konfrontationsaspektet er fuldstændig udeladt. Og hvis en prædiken om korset ikke inkluderer en konfrontation med synd, hvis den ikke fører dig frem til korset som et vendepunkt, så er det ikke en sand forkyndelse om korset!
Hvis jeg skulle tale om korsets krav i mange kirker i dag med dets død over begæret og verdslige fornøjelser, så ville de fleste flygte, akkurat som dengang Jesus fortalte dem om omkostningerne ved at følge ham. Hvis jeg skulle sige til de komfortable menneskemasser: "Gud forlanger at du ser dine synder i øjnene, knæler ned ved korset og tager et opgør med din ondskab", så ville to tredjedele af forsamlingen gå fornærmet bort og aldrig komme tilbage.
Nogen menigheder nævner ikke engang korset. I stedet bruger de deres resurser i form af smarte møder fuld af sans for PR, dramafremførelser og prædikener om hvordan man skal takle livets problemer. Netop i disse dage ser vi en hel ny generation af dygtige, unge præster, strålende, arbejdsomme, rapkæftede mænd som bygger store bygningskomplekser hvor de tilbyder folk alt fra daghjem til kurbad og kurser i kropsbygning. Sognebørnene kan nu centrere sit kirkeengagement omkring rekreation, underholdning, familie-begivenheder og musik. Alt er højteknologisk, tidsrigtigt og ufarligt.
Jeg tror Gud sukker over disse skrålende forsøg på at tiltrække sjæle med moderne fristelser. Han ser ud til at have en stor tålmodighed med sådanne velmenende, kødelige forsøg på at markedsføre evangeliet. Det ser ud som om præsterne i disse menigheder har fremgang, hvis de undlader at advare disse mennesker om at vende om fra deres synder! Jeremias beklagede sig: ".... de støtter og styrker ugerningsmænd, og ingen vil vende om fra sin ondskab ...." (Jer. 23:14) ".... Men havde de været med i mit råd, kunne de have forkyndt mine ord for mit folk og fået dem til at vende om fra deres onde færd og deres onde gerninger." (v. 22)
Jeg siger til sådanne præster: "Bring korset tilbage ellers vil folkets blod være på dine hænder!" Gud vil aldrig acceptere at forkyndelsen af Korset bliver forkastet! Jesus sagde: "Og når jeg bliver løftet op fra jorden, skal jeg drage alle til mig." (Joh. 12:32) Dette "løftet op fra jorden" som Jesus nævner, er hans egen korsfæstelse. Han blev løftet op foran hele verden på korset, et billede på hans store offer for vore synder. Gud havde set ned på en syndesyg verden med mennesker bundet i fangenskab af frygt og fortvivlelse, fulde af uvished, uden fred, håb eller hvile, famlende i mørke og forvirring, og han sendte sin egen søn. Så kom Jesus til jorden, og tog på sig det menneskelig køds skrøbelighed, og fortalte alle som ville høre: "Kom til mig, alle I som stræber og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile" (Matt. 11:28)
Dette er invitationen til korset. Det er et kald til hver sjæl som er syg af synden! Jesus råber ud til alle som er trætte af bindende lænker, stærke vaner, besættende synder, alle som er trætte af løgnen, bedraget, utroskabet og depressionen. Han siger: "Jeg ved at du er træt af at gå rundt med dine lænker, træt af de søvnløse nætter. Ja, synden er en hård arbejdsgiver. Kom nu til mig med alle dine tunge byrder. Der findes ingen anden vej end igennem mit kors!"
Jesus døde ikke på korset bare for at tilgive synd, men for at bryde dens udmattende magt over os! Synd udmatter mennesket. Den gør os svage og syge. Den suger alt det som er anstændigt, godt og dyrebart. Og den forhærder hjertet, ødelægger freden og fremkalder skyld, sorg og skam. Den behersker sindets tanker, svækker og formørker sjælen. Den skaber frygt, og den fører til skandaler, opløste familier og forhærdede børn. Og den leder til død. Men værst af alt, synd lukker for al forbindelse med Gud.
Omtrent fem kvarterer fra vores kirke ligger der en lang gade med pornobutikker. Når man ser på de mænd som går ind og ud af disse butikker, kan man se at deres skuldre er sammensunkne og tristheden fylder deres øjne. De er slaver, drevet af deres egen lyst. De får ikke længere nogen fornøjelse af deres synd. De er plagede, syndesyge, desperate og uden håb.
Mine kære, Jesu Kristi kirke, du er ikke en aftenklub, eller et underholdningskompleks. Du er et sygehus for syndesyge sjæle! Men hvis syndesyge mennesker kommer ind og bliver trøstet i deres synder, når de ikke bliver ført til en konfrontation med korset, så er det en gudsbespottelse!