Herrens sidste Breve

 

-Dr.G.Campbelll Morgan

 

IX Brevet til Menigheden i Laodikea

 

"Og skriv til menighedens engel i Laodikea: Så siger Han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, oprindelsen til Guds skaberværk: Jeg kender dine gerninger: Du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund. Fordi du siger: "Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget," og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen, derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal åbenbares, og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se. Alle dem, jeg har kær, revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig! Se, jeg står ved døren og banker, om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig.  Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og sidder hos min Fader på Hans trone.  Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne." (Åb.3,14-22)

  

Dette sidste menighedsbrev er i en henseende det vemodigste af dem alle, men i en anden henseende det, der rummer den dybeste skønhed. I hvert af de andre breve findes rosende ord, men her er absolut ingen. Men selve denne kendsgerning synes at have fremklokket nogle at de ømmeste og vidunderligste ord, som Frelseren har talt til menighederne. man kan umuligt fordybe sig i dette budskab uden at føle, hvorledes Guds søns hjerte banker i kærlighed. I intet af de andre breve har det guddommelige hjertes inderlige medfølelse været så tydelig som her.

 

Om menigheden i Laodikea ved vi meget lidt. Vi har ingen oplysninger om selve dens grundlæggelse, men flere steder i det Nye Testamente findes hentydninger, der kaster noget lys over menighedens historie.

 

Givet er det, at Paulus har kendt menigheden. Antageligt har han også besøgt den, men sikkert ved vi ikke. Det kommer an på hvordan man beregner fængselsopholdets varighed. Hvis den forventning om atter at besøge sine åndelige børn, som han giver udtryk for i Filipperbrevet, er blevet opfyldt, så er det meget troligt, at han også har gæstet Laodikea.

 

Den måde, hvorpå han omtaler menigheden, er meget interessant, når vi ser den i lyset af Jesu budskab her i brevet.

 

I brevet til Kolossenserne er der nogle hentydninger til menigheden i Laodikea. I de første tre vers i andet kapitel hedder det: "Jeg vil nemlig, at I skal vide, hvor svær en kamp jeg er stedt i for jer og for dem i Laodikea og for alle de andre, som aldrig har truffet mig personligt, for at deres hjerter må opmuntres derved at de sammenknyttes i kærlighed og nå til den fuldvisse indsigt i hele rigdom og erkendelse af Guds hemmelighed: Kristus, i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjulte til stedse." Det fremgår tydeligt heraf, at samtidig med, at han skriver til Kolossenserne har han også Laodikea i sine tanker.

 

I samme brev 4, 12-13 omtaltes Epafras, og apostlen siger: "Epafras, som er en af jeres egne sender hilsen til jer; han er en Jesu Kristi tjener og strider altid for jer i sine bønner, for at I må stå fast, fuldkomne og fuldt forvissede om, hvad der i enhver sag er Guds vilje. Thi jeg giver ham det vidnesbyrd, at han har megen møje for jer og for dem i Laodikea." Her er det betydningsfyldt, at vi betænker, at den møje Epafras havde for dem, viser hen til hans forbøn for dem.

 

I vers 15 og 16 står der: "Hils brødrene i Laodikea.....og når dette brev er læst op hos jer, så sørg for at det tillige bliver læst op i Laodikea menigheden, og at I også får brevet fra Laodikea at læse."

 

Disse henvisninger siger os et par ting med stor klarhed. Apostlen kendte menigheden og viste levende interesse for den. Der var en eller anden forbindelse mellem menigheden i Kolossæ og den i Laodikea. Efter al sandsynlighed var de rent geografisk forbundne. Og meget muligt er det også, at forholdet imellem dem var som mor og datter. Menigheden i Kolossæ havde medvirket til menighedens dannelse i Laodikea eller omvendt. Og endnu tydeligere er det, at der opstod et interessefællesskab imellem dem, af den måde hvorpå Epafras omtales. Han tilhørte menigheden i Kolossæ og stred i sine bønner for, at de enigt måtte stå fast fuldkomne og fuldt forvissede om, hvad der i enhver sag var Guds vilje. Men hans forbøn omsluttede også søstermenigheden i Laodikea.

 

Højst sandsynligt er det, at apostlen til menigheden i Laodikea har skrevet et specielt brev, som desværre er gået tabt.

 

Men da Paulus pålægger menigheden i Kolossæ, at brevet også skal oplæses i Laodikea, så kan vi sikkert gå ud fra, at det væsentligste, som han ville meddele menigheden findes i Kolossenserbrevet.

 

Apostlens interesse for menigheden i Laodikea viser sig først og fremmest i hans forbøn. Han beder om: "At deres hjerter må opmuntres, derved at de sammenknyttes i kærlighed og når til den fuldvisse indsigts hele rigdom og til erkendelse af Guds hemmelighed: Kristus."

 

Den særlige fare, der truede menigheden i Laodikea, var dens velstand. Og det er tydeligt, at apostlen netop har set dette og af samme årsag beder om indsigt i hele Guds rigdom. Han ønsker altså for dem, at de må komme i besiddelse af den himmelske rigdom, den jordiske vidste han jo, at de havde. Vi forstår, at Paulus følte sig inderligt knyttet til menigheden i Laodikea og var godt kendt med dens indre forhold.

 

Den måde, hvorpå Herren bringer sin indledningshilsen til menigheden, vækker straks interesse og fanger vores opmærksomhed: "Så siger Han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, oprindelsen til Guds skaberværk.".......Her er intet, der symboliserer Hans åbenbarede skønhed, men en ligefrem erklæring, der kort og klart beskriver Hans egentlige herlighed. Tilsyneladende indeholder beskrivelsen modsætninger. Overfor en menighed, der er et eneste stort fejlgreb, fremstiller Han sig som den eneste ene, der aldrig kan fejle. Hans stilling er trefoldig: positiv, personlig og suveræn. Den autoritet, som Han erklærer at besidde, bygger på kendsgerninger, som er grundlaget for og oprindelsen til alle ting.

 

Det positive udtrykkes i ordene: "Han som er Amen!"

 

Det personlige kommer frem i erklæringen: "Det troværdige og sanddru vidne".

 

Det suveræne indeholdes i forsikringen om, at Han er oprindelsen til Guds skaberværk."...

 

"Han som er Amen!" ... Amen er et hebraisk ord, som ikke er oversat. For rigtigt at forstå dets betydning må vi søge tilbage til ordets rod. Det betyder at pleje og at bygge op. Populært oversat vil det betyde: at være positiv, at stabilisere, at opbygge sikkert. Ordet lede tanken hen på en mor, der plejer sit barn. Og det udtrykker sandhed om absolut stabilitet og fuldkommen korrekthed i alt, hvad Gud har tænkt, sagt og gjort. Amen er et ægte kerneord. Al sandhed ligger sikkert forvaret indenfor dets skal. Brugt som titel på Kristus danner det er værdifuldt sidestykke til Hans egne ord: "Jeg er sandheden..." Vi må altid huske på, at Kristus siger ikke: "Jeg lærer sandheden" og heller ikke "Jeg forklarer sandheden", men Han siger: "Jeg er sandheden".

 

Det er den samme tanke, vi har udtrykt her, men på en næsten skønnere og mere ophøjet måde. Han, som er Amen! Det er de grundlæggende sandhed. Sandheden udtrykt i én person. Sandheden i en sådan form, at der ikke kan appelleres til nogen højere instans. Amen er den endelige afgørelse, den sidste hånd på værket, afslutningen, det absolut sidste ord; når det er sagt, kan der ikke føjes mere til. Idet Kristus træder nær til menigheden, erklærer Han som det første, at fra Ham kan der ikke appelleres til nogen højere. Han er det absolut sikre. Han er sidste instans, ratifikation, den højeste autoritet. Han er Amen!

 

Så følger det personlige forhold til den samme kendsgerning: "Jeg er det troværdige og sanddru vidne!"....Det er Han, fordi Han også er Amen! Han er det, fordi Han er sandheden. Ja, Han er Amen, selv om Han ikke taler. Han er sandheden, selv om Han ikke siger et ord. Men nu da sandheden er udtalt af Ham, så er det et troværdigt og sanddru vidnes udsagn. Han er både Guds og menighedens troværdige og sanddru vidne. Der er hverken overdrivelse eller fortielse i det, Han siger; men det er troværdigt og sandt, fordi Han selv er sandhed og troværdighed. Hvad Han siger, er den absolutte sandhed, fordi Han selv er absolut sand. I hele sandhedens rige eksisterer der ikke noget andet end det, der er i Ham. Skal der vidner til at afgøre, hvad der er i Ham, så bliver det troværdighed og sandhed. Han er den eneste ene, som disse fuldkomne vidner kan tale igennem.

 

For menigheden i Laodikea mislykkedes sandhedens vidnetjeneste. Dens åndelige tilstand var blevet forvandlet til mørke, så strålerne fra det sande lys ikke kunne skinne i de mørke omgivelser. Nu kommer Herren og taler til den som det troværdige og sanddru vidne. Han vil rive al det ydre stads af den, som har bedraget manges øjne, men som ikke kan bedrage Hans.

 

Gennem det sidste sendebud i den gamle pagt siger Herren: "Jeg nærmer mig til dom og vidner i hast mod troldmændene, ægteskabsbryderne, menederne og dem, som undertrykker daglejere, enker og faderløse, gør fremmed uret og ikke frygter mig". (Mal. 3-5)

 

Således kommer Herren også her for at afsløre selvbedrag i menigheden i Laodikea. Han kommer som den, der hverken lægger noget til eller trækker noget fra. Han drager alt frem i lyset, så intet forbliver skjult.

 

Hans Majestæts ophøjethed skildres med ord, som får os til i tilbedelse at bøje knæ for Ham: "Han er oprindelsen til Guds skaberværk!"... Når man er gjort opmærksom på Kolossenserbrevets forhold til menigheden i Laodikea, er det meget interessant at lægge mærke til, at netop dette udtryk: "Oprindelsen til Guds skaberværk" ligesom er blevet en af de søjler, hvorpå sandhederne i Kolossenserbrevet er bygget. I den ophøjede og strålende beskrivelse af Kristi herlighed i Kol. 1:15-19) hedder det "Han er den usynlige Guds billede, førstefødt for al skabningen; thi i Ham skabtes alt i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er troende ånder eller herskere eller magter eller myndigheder: alt er skabt ved Ham og til Ham; og Han er før alt, og alt består ved Ham. Han er hovedet for legemet, menigheden; Han er begyndelsen, førstefødt af de døde, for at Han skulle være den ypperste blandt alle; thi Gud besluttede at lade hele fylden bo i Ham."

 

Hvor betagende er ikke Hans magt og herlighed skildret her. Hvis nogensinde hjertet skulle komme til at tvivle på Kristi guddommelighed, så vil det være rådeligt atter at læse denne enestående beskrivelse. Det ville være ganske umuligt at beholde denne skildring i Bibelen, hvis Jesus Kristus ikke var sand Gud. Hele begyndelsens skønhed og værdi hviler jo på den forudsætning, at Kristus er, hvad Hans titel betegner.

 

Han træder nær til menigheden i Laodikea som den, der i rang står højt hævet over alle præster og profeter og konger.

 

Han er oprindelsen til Guds skaberværk, og derfor har Hans ord autoritet. Alt, hvad Hans øjne hviler på, alt, hvad Hans tanke omslutter, har sin oprindelse i Ham selv. Gennem seklernes gang lige fra skabelsen og til i dag kan Hans fodtrin kendes. Ved den blotte berøring af Hans hænder blomstrer jorden med strålende skønhed. (Vor Herre rørte ved jordens hud, og hvor han rørte, sprang blomster ud!) Der findes ikke en blomst, som ikke vidner om Ham, og der kan ikke opdrives et smukt landskab, som ikke synger sange, der lovpriser Hans magt og skønhed. Den præcision, der åbenbares i universet, i solens opgang og solens nedgang, i årstidernes vekslen, i forårets skære løvspring, i sommerens frodige pragt, i efterårets strålende farvesymfonier vidner troværdigt om Kristi magt.

 

Således træder han frem for en menighed, der bilder sig ind at være velhavende og uafhængig. Hvis denne menighed havde haft øre at høre med, da måtte den rødme af skam, når dens indbildte rigdom flitterstads blev sammenlignet med hans virkelige herlighed; og dens påståede uafhængighed måtte virke som en Gudsbespottelse over for ham, den eneste virkelige uafhængige. Han som er oprindelsen til Guds skaberværk.

 

Han taler til menigheden ikke som konge over et begrænset område, ikke som den, der kun udsteder love for en afgrænset del af universet, men som oprindelsen til hele Guds skaberværk, som kongen over alt det skabte, som den, der udsteder love for alt levende liv.

 

Til den menighed i Laodikea, som er ligegyldig, lunken og livløs, taler Han som den eneste ene, der er kilden til liv, den uudtømmelige energi, oprindelsen til Guds skaberværk.

 

I denne sin egenskab som den uendeligt ophøjede Majestæt har Han ikke et eneste rosende ord til menigheden, som så frygteligt har fejlet og skuffet Ham, men Han taler mange håbets ord til den. Gennem hele budskabet går dadel og råd hånd i hånd, men et rosende ord findes ikke. Lad os først overveje den dadel, der rettes til menigheden, og siden samle vores opmærksonhed om Hans råd.

 

Herrens dadel indesluttes i tre korte udtryk: 1) Du er. 2) Du siger. 3) Du er. I det første beskrives menighedens almindelige tilstand. I det andet hvad menigheden tænker om sig selv, og i det tredje åbenbarer Herren til de mindste enkeltheder de virkelige forhold, således som de er i Hans øjne.

 

Først betragter herren menighedens tilstand set indefra og ikke bedømt efter det ydre, så udredes, hvad menigheden tænker om sig selv, og endelig som en skærende og forfærdelig kontrast hertil Kristi syn på de virkelige forhold i småt og stort.

 

"Jeg kender dine gerninger: Du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold har jeg i sinde at udspy dig af min mund fordi du siger: "Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget" og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen" ....Således er de åndelige forhold efter Hans bedømmelse. Men efter deres egen opfattelse af tingene var de rige. men efter Hans syn, når alle enkeltheder er taget i betragtning, er de netop det stik modsatte af, hvad de mener om sig selv, elendige, ynkværdige, fattige, blinde og nøgne.

 

Herrens dadel er også Hans dom: "Du er hverken kold eller varm"...Lad os betragte disse ord nøjere for a se hvad de virkelig indeholder. Kold, frosset. Ordet leder tanken hen på en temperatur, der er bragt ned ved fordampning. Du er ikke iskold! menigheden karakteriseres ikke ved ydrestandpunkter. Varm, kogende! Du koger ikke. Menigheden var ikke brændende varm. Den var fuldkommen ligegyldig. Ingen flammende iver kendetegnede de. Hvorledes var da dens stilling? Den var lunken; det er nøjagtigt, hvad den var. "Du er hverken kold eller varm, men lunken". Og er der noget, der af hjertet kan vække afsky hos Frelseren, så er det en lunken menighed. Det er ikke mig, der siger det, men Ham selv. "Gid du var kold"....Han ville hellere have en kogende hed menighed. "Gid du var varm"...Men denne tilstand af lunkenhed er Ham modbydelig. Ingen følelse. Ingen begejstring, ingen iver, ingen lidenskab, ingen medfølelse.

 

Mon ikke denne menigheds tilstand træffende er udtrykt i de ord, som engang blev ytret af en mand, der betegnede sig selv som en kristen. Ytringen faldt som protest mod et missionerende evangelisk arbejde, og manden var en meget indbildsk og selvglad, overlegen herre: "Åh, du forstår," sagde han til mig, "jeg er nok evangelisk, men ikke evangeliserende." Træffende lunken! Evangelisk , men ikke evangeliserende. Men se, det er en dundrende løgn! Man kan ikke være evangelisk uden at være evangeliserende. Man kan ikke komme og fortælle mig, at man er evangelisk, dvs. at man tror på fortabelsen, tror på frelsen i Jesu Kristi forsoningsværk og på menneskets ansvar og så ikke vil evangelisere. Gør man det, så er man en forræder i Kristi lejr, og det er netop derfor, Kristus hader lunkenhed hos personer og menigheder. Det var sådanne forhold inden for kirken, som drev John Wesley ud til folket i et rejseliv, der aldrig lod ham i ro, og som siden blev fortsat i Guds arméers taktfaste fremmarch. Og det var også de samme tilstande, der drev William Booth ud i arbejdet for den kristne mission, der senere udviklede sig til Frelsens Hær.

 

Jeg husker, at general Booth engang fortalte, hvorledes han blev en passioneret sjælevinder. "Det var en vantro foredragsholder, der gjorde mig til en glødende salvationist," sagde han. Foredragsholderen udtalte: "Hvis jeg troede, hvad nogle af jer kristne tror, så ville jeg hverken unde mig ro nat eller dag, men uafladeligt vidne for mennesker!" Denne udtalelse blev det store vendepunkt. William Booth hørte, troede og handlede. Troen var som en ild i hans ben og tvang ham fra lunkenhed til brændende lidenskab.

 

Lunkenhed er en tilstand, der hverken påvirker tanke, følelse eller vilje. Korset fornægtes ikke, men det virker ikke. Korset kan blive båret som et tiltrækkende smykke af sølv eller guld, som man har på brystet - og på den måde bæres det al for ofte i dag. Groft tilhugget trækors med jernnagler og en døende mand i kval og pine, det er noget ganske andet. Hvis korset bare er et ornament, er der hverken død eller liv i det. Men hvis korset ophører at være et smykke og i stedet for betegner død, da fremkalder det den lidenskab, der giver sig udtryk i levende, smittende liv.

 

Synd? Jovist var der syndserkendelse i menigheden, men intet uudslukkeligt had til synden. Man talte halvt medlidende om syndere, men rørte ikke en finger, for at de kunne blive frelst fra synden. Man talte rent upersonligt om synd som en moralsk defekt eller en psykisk skævhed, men aldrig som en forbandet gift, der angreb selve livsroden så katastrofalt, at alt rent og ædelt og smukt blev omdannet til tarvelighed. Menigheden var lunken og ubestemmelig i sit vidnesbyrd og hverken kold eller varm i liv og færd. Er det da underligt, at Kristus sukker: "Gid du var kold eller varm"?

 

Underligt er det at lytte til Kristi kendelse, når man erindrer, at Han er det troværdige og sandru vidne, der ikke ser på de udvortes, men dømmer efter det indvortes. I lyset af hans bedømmelse er menighedens egne opfattelse af tingene frygtelig: "Jeg er rig og har vundet rigdom og trænger ikke til noget." Det er vel nok ord, der stinker af selvtilfredshed og indbildsk uafhængighed. Hvis vi havde aflagt menigheden i Laodikea er besøg, havde de sikkert vist os bygninger og lokaliteter og fortalt, hvor meget det hele havde kostet. Med stolthed ville de have sagt, at de havde alt, hvad de ønskede, og skulle de yderligere ønske en bygning mere, så kunne de sagtens klare det også. De var uafhængige. Ville vi foreslå dem en form for gudstjeneste, der var mere åndelig, ville de blive højligt forbavsede. Ville vi foreslå dem at drive mission, ville svaret blive: "Aldeles ikke, her behøver vi ikke drive mission, vi har nok i forvejen".

 

Måske en række møder til uddybelse af det åndelige liv?

 

"Ikke tale om. Det kan arrangeres i en anden menighed i distriktet, men vi har ikke brug for det".

 

En bods- og bededag måske?

 

"Vi trænger ikke at gøre bod. Der har vi ikke brug for."

 

Ja, således var stillingen. De trængte ikke til noget. De havde alt. Men lyt nu til den karakteristik, Kristus giver menigheden: "Du ved ikke, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen."

 

Du er elendig. Ordet betyder egentligt bebyrdet. Den store byrde, de bar, var netop den rigdom, som de mente bar dem. I stedet for at deres velstand skulle løfte og hjælpe dem, blev den en hindring, der trak nedad. Da de øjne, der var af flammende ild, betragtede den menighed, der syntes at være en af de rigeste, så de, at den var tungt bebyrdet. Hvor forskelligt fra den almindelige opfattelse. Vi har tit hørt om menigheder, der var tynget af gæld, men her taler Mesteren om en, der var trykket og tynget af rigdom.

 

De er ynkværdig. Herrens hjerte var fyldt af medynk over for menigheden. Han kunne ikke ønske den tillykke med nogen ting. Blot vise den medfølelse og deltagelse.

 

Du er fattig. Ordet betyder at være så fattig som en tiggende vagabond fra landevejen. Sammenlignet med den rigdom, Kristus ejede, var menigheden som en krybende tigger, der ikke ejede nogen ting, som var værd af eje.

 

Du er blind. Dvs. svækket på synet, så de hverken kunne se klart eller langt. Nærsynethed er måske det udtryk, der nøjagtigst dækker meningen. Menigheden manglede syn og klarhed; ejede ikke evnen til at skue langt, men var begrænset af snæversyn.

 

Du er nøgen. Du er ribbet for de smukke klæder, der burde smykke Jesu Kristi brud. Til andre menigheder havde Herren talt om hvide klæder. Det tales der ikke om her. Der kommer en dag, da skønne purpurklæder fortæres af møl og da juveler og guldsmykker tæres af tidens tand. Set i evighedens lys står menigheden afklædt uden at eje den hellige retfærdighedsklædning, som dækker over nøgenhed.

 

Læg nøje mærke til, at alle de ord, som Kristus her bruger til beskrivelse af menighedens tilstand, alle sammen rummer medfølelse. Der er ikke et eneste vredt ord imellem dem. Han er ikke vred over menighedens forhold, for dem kan Han forvandle. Nej, det Han er vred over, er deres selvtilfredshed. Læs ordne en gang til og læge mærke til, at de er fyldt til randen af Hans hjertes dybe medlidenhed.

 

Elendighed...en tilstand, der altid appellerer til medfølende hjerters sympati.

 

Ynkværdighed...en tilstand som altid rører deltagende naturer.

 

Fattigdom...en landevejstigger, som man ikke kan nænne at gå forbi uden at hjælpe.

 

Blindhed...hænder som famlende strækker sig ud imod dig på en sådan måde, at du ikke kan andet end gribe om dem i vejledende venlighed.

 

Nøgenhed...i en sådan form, at du tager en varm klædning for at klæde den nøgne dermed.

 

Og sådanne mennesker, elendige, ynkværdige, fattige, blinde og nøgne, sagde om sig selv: "Vi er rige, har vundet rigdom og trænger ikke til noget." Her ligger elendighedens største nød, som højlydt påkalder den dybeste medlidenhed. Og Kristus viste sig netop for denne menighed som den, der havde den dybeste medfølelse med den.

 

Keith skriver således: "Hvis en mand fra Sardes havde følt dødens kulde brede sig i sit legeme, så ville han have sendt bud efter lægen for om muligt at redde livet. En mand fra Laodikea derimod ville flegmatisk tælle sin egen puls og slå sig til tåls med, at det nok skulle gå, alt mens døden røvede livet stykke for stykke."

 

Sådan er billedet af Laodikea.

 

Jeg er rig...nej, du er fattig. Jeg har vundet rigdom...nej, du har intet. Jeg trænger ikke til noget...åh. du ved ikke, at du er elendig, ynkværdig, fattig, blind og nøgen! Åh, hvor forunderligt Kristus åbenbarer sig. Hvor hjerteransagende Han dog ser på sin menigheds forsamling i lyset af sin uendelige kærlighed.

 

Vi vender os nu til det råd, Herren giver menigheden. Her åbenbarer Han endnu mere ophøjet sit hjertes kærlighed. Først siger Han, at Han er ved at spytte dem ud af sin mund, men til sidst siger Han mildt rådgivende: "Køb af mig!"

 

Han udtrykker det ønske: "Gid du var kold eller varm." Er det ikke et underligt ønske? Det ville være lettere at forstå, hvis han havde sagt: "Gid du var varm." Og dog, hvilken dyb afsky for menighedens tilstand ligger der ikke netop i disse ord. Stærkere kunne det ikke udtrykkes. Han ville hellere have en kold menighed. Der er uendeligt langt større håb for et menneske uden for menigheden, som lever i den triste kolde ensomhed, hvor livet og kærligheden savnes, end der er for det menneske, som inden for menigheden lever varmen så nær, at han forstår, hvad den er værd, men alligevel holder sig så langt borte fra den, at han hverken bliver til gavn for Gud eller mennesker. Der er større håb for en hedning, der hører evangeliet, end for en mand, der er blevet en evangelisk hedning, fordi han ikke følger evangeliets bud.

 

Det er umuligt at læse dette brev, uden at det stemmer så underligt for brystet ved tanken på den sorg, der ligger i ordene: "Gid du var....."

 

Dengang Han vandrede hernede, så Han en dag ind over Jerusalem og sagde med en stemme, der skjalv af bevægelse: "Hvor ofte ville jeg ikke samle jer....men I ville ikke." Her ville Han ønske, at menigheden enten var kold eller varm. Han ville langt hellere have at gøre med forfrosne mennesker, som trænger til varme end en flok lunkne, rige personer, der ikke trænger til noget som helst.

 

Hans dom er kort og klar:" Jeg har i sinde at spy dig ud af min mund." Her er ikke tale om at fjerne et menneske fra Ham selv. Men det drejer sig om at afsætte en menighed fra sin vidnetjeneste. Den Kristus, som vandrer midt imellem guldlysestagerne, taler til menigheden i dens egenskab af lysbringer i en mørk nat, og Han siger, at Han er ved at fjerne den fra dette arbejde. Han er ved at spytte den ud af sin mund. Han er ved at flytte den væk fra vidnetjenestens område. Den form, som domskendelsen har fået viser, at afgørelsen endnu ikke er fuldbyrdet, og at muligheden for at undgå dommen endnu er til stede. Det er en afgørelse, der bekendtgøres; en dom, som er ved at blive afsagt. Jer er lige ved at gøre det, men endnu er det ikke sket. Slaget er endnu ikke faldet, lyset er ikke helt udslukket.

 

Det råd, Han giver menigheden, viser, hvor ivrig Han er efter at hjælpe: "Jeg råder dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så de kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar, og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se."

 

Nu taler Han til menigheden, sådan som Han ser den at være indefra og ikke som den mener selv at være. Han stiller den ansigt til ansigt med hele den fylde, Han selv ejer, alt det, som menigheden så sørgeligt selv mangler. I det råd, Han giver den, ligger der en anvisning på, hvorledes alt det, der er forkert hos den kan rettes: Du er fattig...køb guld hos mig, så du kan blive rig. Du er nøgen...køb hvide klæder hos mig, så din nøgenhed kan blive dækket. Du er blind...køb øjensalve hos mig, så du kan komme til at se.

 

Menigheden siger: Jeg er rig, har vundet rigdom, trænger ikke til noget. Han siger: Du er elendig, ynkværdig, fattig og nøgen. Køb guld hos mig, så du kan blive rig. Menigheden siger: Vi har rigeligt af alt. Han siger: Køb hvide klæder hos mig, at din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar. Menigheden siger: Vi trænger ikke til noget. Han siger: Du er blind. Køb øjensalve hos mig og salv dine øjne, så de får sekraft.

 

Herren vil belære menigheden om, at den sande rigdom, den hvide klædning og den sande visdom, alt dette findes til fuldkommenhed i Ham selv personligt, blot menigheden rigtig får syn derfor.

 

Det er samme tanke, Paulus tilkendegiver i det brev til Kolossenserne, der også er i Laodikea: "Jeg beder om, at jeres hjerter må opmuntres, derved at de sammenknyttes i kærlighed og når til den fuldvisse indsigts hele rigdom og til erkendelse af Guds hemmelighed: Kristus, i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjulte til stede."

 

Hvis menigheden ønsker at blive virkelig rig, må de købe af Ham det guld, som er lutret i ild. Det er at blive rig på Hans rigdomme. Hvis de virkelig vil være velklædte, må de købe hvide klæder, der er vævet af tro og hengiven tjeneste for Ham og sammensyet af kærlighed. Ønsker de den samme visdom, må de rådspørge Ham for at få den øjensalve, der klarer synet, så de ser tingene i deres rette sammenhæng og betydning.

 

Forunderligt....Samtidig med at Han lader menigheden vide, at Han gør forberedelser til at spytte den ud af sin mund, åbner Han lige foran dem en dør til et stort varehus, hvor de på Hans anvisning kan gå ind og købe alle de virkelige værdier. Hvis de bare vil indrømme deres fattigdom, kan de få Hans rigdomme. Hvis de blot vil indrømme deres nøgenhed, kan de hos Ham blive velklædte fra inderst til yderst. Hvis de bare vil indrømme deres blindhed, kan de hos Ham få lægende øjensalve. Det eneste, der kan blive en hindring for menigheden, er, hvis den fortsætter i den falske illution, at den er rig og har vundet rigdom og ikke trænger til noget.

 

Vejen tilbage til velsignelse er den at kaste sig i støvet i dybeste ydmyghed og med sønderknust hjerte oprigtigt bekende: "Jeg er fattig og elendig, blind og nøgen og ynkværdig." Sker det, så vil Han trøste dem med sit varme hjertes kærlighed, berige dem med sine egne rigdomme og klæde dem med rene, hvide klæder, og salve dem med den salve, der giver syner og inspiration. Hvor smukt og hensynsfuldt Han dog tilbyder at afhjælpe deres trang. Med taktfuld ironi og dybtfølt medlidenhed prøver Han på at få dem til at indse, at deres selvtilstrækkelighed her ført dem ind i en falsk stilling. De siger: "Vi er rige, vi har vundet rigdom, vi trænger ikke til noget." Han siger: "Køb lutret guld hos mig...søg alt hos mig!"

 

Som en solstråle fra hans hjertes rige kærlighedssol skinner denne sætning: "Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg!"

 

Hvis Han ikke havde elsket Laodikea menigheden havde Han ladet dem passe sig selv. Men trods alle deres misgreb, elsker Han dem, og Hans kærlighed dikterer både irettesættelse og de gode råd. De næste ord viser, hvor ivrig Han er for deres skyld: "Vær derfor nidkær og omvend dig:"....

 

Det er, som om Frelseren gør alle mulige bestræbelser for at ryste dem ud af deres sløvhedstilstand. Han prøver at vække dem til nidkærhed og omvendelse. Men hvordan kan det ske? Selv om de har fjernet sig langt fra Ham, vil tilbagevejen alligevel ikke blive lang, for Han er fulgt efter og står lige i deres nærhed. O, hør Hans ord, disse mageløse ord: "Se, jeg står for døren og banker!"...

 

O, hvilken overraskelse disse ord åbenbarer. Kristus er lukket ude! Menigheden i Laodikea har alt - alt, undtagen Jesus Kristus. Han er sat på porten, og det er menigheden, der har gjort det! "Se, jeg står for døren og banker." Det er menighedens dør, her er tale om - Han står udenfor og banker." O, denne udestængte Frelser, lukket ude fra verden ved korsfæstelsen, lukket ude fra sin egen menighed ved en stængt dør.

 

Men se, Han venter! Hvad venter Han på? At én og anden skal lukke op for Ham. Han venter ikke på en resolution, affattet af et nedsat udvalg. Var det tilfældet, var Hans stilling håbløs. Han venter på nogen. Hvis nogen hører min røst! Først vil Han gå ind som gæst og holde måltid sammen med ham, siden vil Han være vært og holde nadver med sin gæst. Kristus vil sætte sig til det bord, der er dækket i det åbne hjerte, og fryde sig derover. Siden vil Hans egen rige kærlighed dække bord for at gøre gæsten rigtig hjerteglad. "Om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig." Lad os tænke os, at en eller anden i Laodikea åbnede sit hjertes dør for Herren, idet han bekendte: "Jeg indser vor fattigdom her i menigheden. Vi har alt undtagen Kristus. Jeg vil lukke op for Ham og indbyde Ham til mit dækkede bord." Hvad vil så ske? I det selvsamme øjeblik han åbnede sit hjerte for den udestængte Herre, ville Jesus gå ind til fortrolig samfund og rigt fællesskab med ham, men derved ville denne mand i samfund med Frelseren på en måde lukke hele menigheden ude fra fællesskabet. Det er nemlig muligt for blot én mand at udelukke en hel menighed ved selv at søge samfund med Herren, men hvordan skal så menigheden komme tilbage til fællesskabet? Ved at slutte sig til Kristus og denne mand akkurat på samme måde, som denne mand atter kom ind i personligt samfund med Kristus. menigheden må lukke den frelser ind, som den har lukket ude.

 

I det Gamle Testamente er der en beretning, der illustrerer den sandhed. Der kom en dag, da Moses flyttede Herrens Tabernakel fra dens plads og anbragte den uden for lejren. På den måde udelukkede han hele folket fra Pagten. Han opfordrede nu alle, der søgte Herren, til at gå ud til det nye centrum uden for lejren, og da folket lydigt havde lejret sig rundt om Tabernaklet, blev de på ny optaget i pagtsfællesskab med Gud.

 

Der kom en anden dag, da Kristus udelukkede hele det øvrige folk fra Pagten, ja også den øvrige verden blev udelukket på Golgata. Det skete den dag, da Han led korsets død uden for lejren. Og dér uden for lejren sønderrev Han forhænget til det allerhelligste og kaldte mennesker ind til nyt Gudssamfund ved indgang til helligdommens inderste igennem Ham selv. De, der følger Ham, kommer ind i det allerhelligste.

 

Den mand i Laodikea, som åbnede døren for Jesus, skabte dermed en ny standard for åndeligt liv og kraft. Og den eneste redning for den udelukkede menighed ville være at gå samme vej som denne mand. Det er i sandhed en alvorlig, kritisk periode for en menighed, når én mand i vågent ansvar svarer på Herrens tålmodige banken og lukker den udelukkede Frelser ind og dermed lukker de andre ude, som svigtede, da det gjaldt trofast hengivenhed til Jesus Kristus. Den eneste redning for de udelukkede er at lukke op for Frelseren ligesom denne mand gjorde det.

 

Vi læser et sted hvorledes en mand blev udelukket for Jesu skyld. Jøderne blev så harmfulde over hans vidnesbyrd om Jesus, at de udelukkede ham fra synagogen. Da Jesus hørte det, opsøgte Han manden og spurgte ham, om han troede på Guds søn. Manden svarede: "Hvem er Han, for at jeg kan tro på Ham!" Jesu svar til den udstødte mand kom med en så inderlig styrke og liflighed, at det må have lydt som musik: "Både har du hørt og set Ham. Det er Ham, som taler med dig!" Da svarede manden tilbedende: "Herre, jeg tror!"

 

De kastede ham ud af synagogen, stedet for jødisk Gudstjeneste. Men i stedet for fandt han selve helbredelsens centrum. Det kunne godt tænkes, at menigheden i Laodikea ville udelukke den mand, der lukkede Jesus ind. Men lad ham ikke tage menighedens dårskab nær. Hvis der ikke er en anden vej til Kristus end at forlade menigheden i Laodikea, så må det hellere ske i dag end i morgen. At finde menighedens Herre er at finde lutret guld af evig værd og hvide klæder, der dækker nøgenhed, og øjensalve, der giver vidt udsyn og herlige syner.

 

O, se dette syn! Frafaldet stillet over for troskaben. Falskheden konfronteret med sandheden! Opstadset elendighed stillet over for uendelige rigdomme! Lunkenhed og hykleri stillet over for medfølelse og oprigtig hengivenhed! "Se, jeg står for døren og banker!".... O, du Kongernes Konge, hvorfor banker du? "Jeg venter på, om blot én mand vil åbne sin dør for mig, så jeg kan komme ind og holde nadver med ham og han med mig!"

 

Budskabets sidste del er et løfte til den sejrende. Der venter disse mennesker en hård kamp. Derfor skulle der også loves dem en ordentlig belønning. Det er, som om Herren mener, at vanskelighederne ved at leve livet i en menighed som Laodikea er så store og farlige, at Han må love dem den allerstørste belønning: "De, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og sidder hos min Far på Hans trone."..... Videre end denne forjættelse rækker, kan ingen gå, selv i de dristigste drømme. Det er, som om Jesus siger, at der er ingen af menighedens prøvelser og fristelser, som Han ikke selv har mødt og besejret. Hvorledes sejrede Han da? Hvad mener Han? Hundrede svar melder sig straks, men klarer det sagen? Der synes kun at være en eneste løsning på mysteriet. Herren henvender sig til en menigheden, hvis største fejl er, at den fristes til at tage al for let på tingene: De har ingen medfølelse, ingen begejstring og ingen lidenskab! Derfor siger Han til dem: "Vind sejr, ligesom jeg har sejret!" Er det ikke oplagt, at der her refererer til den fineste fristelse, Han selv var ude for? Fristeren i ørkenen sagde til Ham: "Jeg vil give dig alle verdens riger og deres herlighed...hvis..." Der var en lettere vej, en vej uden om lidelse, korsfæstelse, døden. Hans egne disciple foreslog den vej. De kunne ikke se, at det var nogen nytte til at give livet hen i stor kærlighed og dyb medfølelse: det var klogere at skåne sig selv. Ja, endog helt ind i Getsemane have tonede ekkoet af fristerens stemme. Jeg siger dette meget varsomt, idet jeg samtidig minder om, at fristelse ikke er synd. Derfor siger jeg kun, at det var ekkoet af fristerens stemme. Jeg mener svagt at kunne høre det i Jesu bøn: "Abba Fader, hvis det er muligt, da tag denne kalk fra mig!"

 

På alle mulige måder og på alle tænkelige steder hviskede Hans fjende, at Han måttespare sig selv, ikke leve det anstrengende liv og ikke så absolut afgjort vende sit ansigt mod Jerusalem, hvor kun smertens vej ventede Ham. Men Han vandt sejr, og derfor har Han taget sæde hos Faderen på Hans trone. Han valgte den eneste vej til kronen.

 

Med al den autoritet, der ligger hos den, der har besejret alle fristelser, siger Han til den selvglade, selvtilfredse, lunkne og ligegyldige menighed i Laodikea: "Vind sejr, ligesom jeg har vunder sejr! Vær nidkær og omvend dig! Bliv brændende i Ånden, og du skal komme til at sidde sammen med mig på min trone!"

 

Der behøves ikke mange ord for at vise, at netop vor tid har hårdt brug for det budskab, som dette brev indeholder. Brevets lærdom er selvindlysende. Jeg vil blot forsøge at sammentrænge den i korte sætninger.

 

Lunkenhed er i sig selv en modsigelse til alt det, vi bekender i vor tro. Af alt det, der fremholdes i disse breve, tror jeg ikke, der er noget, der så kraftigt trænger til at understreges, som vigtigheden af denne sandhed. Det, som vi bekender, at vi tror på, er af en sådan art, at vi ikke kan være lunkne, uden at vi derved i praksis fornægter, hvad vi tror på. Det ville være bedre at være kold, ja iskold. Det er bedre helt at afstå fra at vise interesse for troen på det hellige end at foregive at tro på det og synge derom, og så alligevel være lunken. Der gøres meget mere fortræd for Gud i vore dage af lunkne karakterer end af åbne Gudsfornægtere. Det er ikke de kolde mennesker med de afgjorte ydrestandpunkter, som er den største hindring for Kristi riges fremgang, men derimod dem, der foregiver at elske Kristus, dem, der forsikrer, at de er evangeliske, men ikke evangeliserende. De mennesker, som teoretiserer omkring forsoningen og skændes om formerne, hvori sandheden udtrykkes, men som aldrig rækker en hånd ud for at frelse fortabte sjæle, de er en forbandelse for Kristi kirke. De mennesker, der elsker hårkløveri om udvælgelsen og den frie vilje, men uanfægtet lader millioner drive mod fortabelsen uden at gøre forsøg på at redde dem, de er farlige. Selv i min heftigste vrede magter jeg ikke at forme ord så kraftige, som dem Kristus siger til den lunkne: "Jeg har i sinde at udspy dig af min mund!" Han væmmes ved den ufølsomme korrekthed, som bekender at tro på de sandheder der indeholdes i den kristne tro, men som aldrig kunne tænke sig at give sig selv uforbeholdent til løsningen af de opgaver, evangeliet stiller os over for. Lunkenhed er den værste form for Gudsbespottelse. Lad de lunkne menigheder kalde sig for klubber og foreninger, så ved vi hvor vi har dem. Men ud af menigheden med de lunkne! Lad dem hellere åbent bekende, at de ikke tror på Kristus, det ville være mere ærligt. Lad dem sige, at der ikke findes nogen synd. Deres indstilling og deres handlinger skal nok vise, hvad de er. Af frugten kendes træet.

 

Gør alt hvad du kan for at komme fri af den indholdsløse ligegyldighed, som kun er en forbandelse for både Gud og mennesker.

 

En anden grufuld og forfærdelig tanke, som vi stilles ansigt til ansigt med i dette studie, er den udestængte Kristus. O, hvor har Han lidt, og hvor må Han stadig lide! Af sin uendelige, nåderige kærlighed lukkede Han sig ude fra sin Himmel for at genløse fortabte syndere. I fanatisk blindhed blev Han af sit eget folk stødt ud af nationen. Og endelig blev Han sat uden for døren i den verden, hvor Han vandt en åbenlys sejr over alle de onde magter. Og nu, ak, hvor ofte bliver Han ikke lukket ude af sin egen menighed. Af lunkne og ligegyldige medlemmer, som mener, at de har alt, skønt de intet ejer.

 

Men der er mere endnu! O, den mageløse kærlighed og tålmodighed, Guds enbårne søn dog har. Han som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, oprindelsen til disse kendsgerningers baggrund, taler i dette brev ord, der er tydeligere end i noget andet brev åbenbarer Hans hjertes uudtømmelige kærlighed. Selv om Han er forhånet og forkastet og er parat til at spytte dem ud af sin mund, som Han væmmes så modbydeligt ved, står Han dog så tålmodigt ventende uden for døren, villig til at slutte en ny pagt, om det så kun er med én eneste. Et sådant klart standpunkt kan ikke gøres klarere, selv ved anvendelsen af de skønneste ord om kærlighed.

 

Endnu et lærer vi i dette brev. Det eneste virkningsfulde middel mod lunkenhed er påny at lukke døren op for den udestængte Frelser Utroskaben må stilles over for troskab. Slaphed over for overbevisning om Hans autoritet. Fattigdommen må stilles ansigt til ansigt med Han rigdomme. Kold ligegyldighed må konfronteres med Hans mægtige brændende begejstring. Og døden må stilles over for det Guddommelige liv, som er Hans gave.

 

Den mest effektive kur mod Himlens ensomhed, menneskeslægtens sygdom og menighedens lunkenhed er på ny at åbne døren for Kristus!

 

Lad os lytte til Menneskesønnen, mens Han vandrer midt imellem guldlampestagerne. Lad os bønfalde Ham om at sige os alt, hvad Han har at sige!

 

Hvad Han siger os, er sandheden, for Han bekræfter det med sit: "Jeg kender..." Ja, så sandt er det, at hvad Han siden formulerer efter disse indledende ord absolut får os til at bekende: "Ja, disse ord er sandhed!"

 

Hvis Han har nogle rosende ord til os, er det mere end løn nok for al møje. Hvis Han taler irettesættende ord til os, da lad os give agt på dem og gå igennem omvendelsens snævre port i oprigtig sandhed.

 

Lad os frem for alt lytte opmærksomt til de råd, han giver os, og lad os uden forbehold give os helt til Ham i villig lydighed.

 

Han siger også til menigheden i dag: "Jeg vil...." I de ord ligger Hans dom. Og i de ord ligger Hans forjættelse. Og dette ved vi, at hvad Han vil, er altid det bedste! Lad Hans tugt virke, at vi på ny overgiver os til Ham, så vi engang må nå Hans store løn.

 

Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!

Til top