Nyt fra Kap Verde Missionen vinter 2020

Det er med stor glæde vi kan fortælle at vore lille ø, Maio, i Kap Verde endnu ikke har haft nogen coronatilfælde. Det er hovedsageligt hovedøen Santiago som kæmper med at få bugt med virussen. Maio ligger så tæt op ad hovedøen, og der sejler skibe mellem øerne flere gange om uge, så det er et stort under at Maio endnu er gået fri. Kap Verde-øerne har været lukket ned for internationale fly siden i sommer, men åbnede op igen den 1. november.

Der rapporteres 50-100 tilfælde pr. dag i hovedstaden som har ca. 300.000 indbyggere. Smittetallet er meget højt, og den kapverdiske regering gør alt for at opdrage befolkningen til at holde afstand. Det er ikke nemt i et land hvor den nære kontakt er en livsstil som stammer fra den afrikanske kultur.

Kap Verde Missionen har arbejdet hjemme fra Danmark i alle de måneder hvor øerne har været lukkede. Der er blevet sendt store 25 kilo sække ris til de enlige mødre med størst behov, og især Glória har modtaget hjælp til husleje og andre fornødenheder. Pastor Silas, hans kone og to børn kommer hver uge til Ribeira Dom João, og én gang om måneden overnatter de i landsbyen.

De sidste to måneder har vi sendt penge til Filomena, en enlig mor til 8 børn, og bedt hende lave mad til hele landsbyen når Pastor Silas kommer. Hun har kogt kylling og ris til en afrikansk suppe i en enorm suppegryde på et bål af brænde. Gryden står og bobler på åben gade, og alle i landsbyen kommer med deres tallerkner og kopper. Glória har bagt kager, pizza og serveret saftevand.

Pengene er godt givet ud, for det har været til stor velsignelse at hele landsbyen kan få mad, når pastor Silas kommer. På denne måde har Silas samlet landsbyen til møderne på gaden, og alle har hørt evangeliet om Jesus.

Kap Verde Missionen modtog dejlige billeder af unge drenge på 10-14 år på knæ i menigheden, hvor de giver deres liv til Jesus. Der er intet mere vigtigt i denne mørke, onde verden end at åbne sig for Jesus Kristus.

Vi beder meget til Jesus om at vi kan rejse til Kap Verde i slutningen af december. Billetterne er klar og kufferterne er pakkede. Vi har fået mulighed for at flyve hurtigt til Maio, så vi ikke behøver at opholde os i hovedstaden. Det er meget vigtigt at vi rejser derned, for alt trænger til vedligeholdelse lige fra det åndelige arbejde i menigheden til de praktiske gøremål med at vedligeholde bygningerne og menighedens fiskerbåd. Bed til Jesus om at det skal lykkes os at rejse!