Charlie og Kirsten er kommet hjem fra Kap Verde

Efter endnu en missionsrejse til Kap Verde, er vi kommet godt hjem til Danmark. Vi kan fortælle at situationen i Kap Verde er bekymrende, både den fysiske og den åndelige situation. Det har endnu ikke regnet, og vores ø Maio ligner et ørkenlandskab med nogle få seje buske som endnu ikke er helt udtørrede.

De fleste dyr et borte - vi så kun nogle få geder som lever af de sidste buske og de majskerner som landmændene køber til dem. Der var også endnu nogle fugle, især små fugle som hopper rundt blandt stenene.

Det har ikke været muligt at dyrke frugt og grønsager i det forgangne år. Nogle få landmænd har investeret i vandledninger med huller som giver få dråber til de tørre planter, men de fleste landmænd har ikke råd til at betale for det dyre vand.

Al frugt og grønsager bliver sejlet til øen tre gange om ugen. Priserne bliver presset i vejret på grund af transportudgifterne, og mange har ikke råd til at købe disse dyre fødevarer. Følgerne af den ringe ernæring har bevirket at over 50% af befolkningen lider af blodmangel.

Kap Verde missionen har investeret i en kapverdisk drik, Bissapi, som er lavet af den røde hibiscusblomst. Denne drik er fuld af jern og vitaminer, og alle børn i landsbyen kan komme til kirken og modtage den ernærende drik. Desuden har vi købt jernpiller og c-vitaminer i hovedstaden som bliver solgt for et symbolsk beløb.

Alle håber på regn i den nye regnsæson som begynder i september måned. Landmændene er begyndt at forberede jorden, så alt er klar når regnen kommer.

Vi håber og beder til at der kommer rigtig meget regn i år, for nu er det to år siden det sidst har regnet, og det er katastrofalt tørt i Kap Verde.

Den åndelige situation er også meget bekymrende. De fleste kristne menigheder kører på et rutineprogram - det er som om Helligånden har trukket sig tilbage, og de kødelige elementer er begyndt at dominere.

Det blev først lovligt at forkynde evangeliet om Jesus i 90'erne, og der har været en velsignet tid med en høst til Guds rige, men nu ser det ud til at være tilbagegående, verden og kødet begynder at overtage mere og mere.

Vi fortsætter med at bede for den lille menighed på øen Maio, at Gud i sin nåde på ny vil sende forsyninger fra Helligånden og fra Ordet, så mange sjæle kan blive helbredt og genoprettet midt i en mørk tid.

For Gud er alle ting mulige!