Charlie og Kirsten rejser til Kap Verde

Vi rejser endnu engang ud på en missionsrejse til Kap Verde. Efter et kort ophold i hovedstaden Praia, skal vi sejle over til øen Maio, hvor vores nye taxichauffør, Lol, venter på os for at køre os ud til vores lille landsby, Ribeira Dom João. Landsbyen er opkaldt efter Dom João, formegentlig en bortløben slave, som bosatte sig her for mange år siden. Han stiftede sin familie her, og Charlie's slægt, Ribeiro slægten, stammer herfra. Vi rejser endnu engang ud til Charlie's landsby og til Maio med evangeliet om Jesus Kristus.

Vi befinder os i en helt ny situation, for det er et nyt ægtepar som holder evangeliske møder i landsbyen. Pastor Silas og hans kone har været villige til at overtage arbejdet med at holde evangeliske møder både i vores hus og på gaden. Vi har hørt at alle i landsbyen er glade for disse møder, og vi glæder os til at møde dette ægtepar og lære dem bedre at kende.

Jesus har et ord at sige til al sit folk hvor de end befinder sig i verden. Der lyder et stort råb i natten: "Brudgommen kommer, gå ham i møde!" Budskabet som vi modtog i Blåkildekirken d. 18 oktober er nu blevet oversat til portugisisk, og vi vil tage det med til alle i Kap Verde som har øre til at høre hvad Helligånden taler i denne nat.

Mørket bliver tættere og tættere, med det er vores levende håb at Jesus endnu engang vil kalde mange dyrebare sjæle i Kap Verde ud af mørket og ind i et levende samfund med ham. Det lys som Jesus kan tænde inde i os er så stærkt at mørket ikke kan besejre det, men vi må vælge hver dag at åbne os for Jesus, for Guds ord og for Helligånden ellers kan dette lys ikke arbejde i os.

Dette er det centrale budskab til de unge i Kap Verde som kæmper med arbejdsløshed, håbløshed, narko, alkohol og det store pres fra en ydre verden som kun for ganske nyligt er kommet til dem igennem medierne.

Vores dreng, Elvis, bor nu i kirken og åbner døren op for de andre unge som har brug for at være i kirken for at bede sammen og læse Guds ord. Bed for Elvis at Jesus vil rejse ham op som en tjener i Guds rige.

Vi har haft meget modstand fra Charlie's familie i de sidste par år, og det toppede her i sommers, hvor vi måtte sætte en grænse for umoraliteten. Det er en svær situation, især for Charlie, bed for os at Jesus vil give os visdom i alt hvad vi siger og gør. Vi har hørt at flere på øen er i nød og mangler mad og de basale fornødenheder. Vi beder til Jesus om at lede os til de mennesker som trænger mest til vores hjælp.

Blåkildekirken har givet en ekstra håndsrækning til enkerne og de enlige, dem som Guds ord siger at vi skal hjælpe, og det glæder os at vi har mulighed for at nå ud til flere som har brug for hjælp. Maran ata, Jesus kommer meget snart! 

Charlie og Kirsten