Børnearbejde i Kap Verde

Hør børnene synge

I den lille landsby Ribeira Dom João på øen Maio kan man finde børn i alle farver og aldre. Befolkningen i Kap Verde er fattig, men børn er der nok af, der er en sand børnerigdom. Tidligere var det normalt med 8-9 børn, og i dag har de fleste familier 4-5 børn

Den lille kristne menighed i landsbyen samler børnene én gang om ugen for at undervise dem i Guds ord. Kap Verde er et katolsk land, men meget få indbyggere har adgang til en Bibel. Børnene elsker at høre de bibelske beretninger fortalt på deres kreolske modersmål, og mange af børnene kan genfortælle historierne om David i løvekulen og Noas ark. 

Kap Verde er et land som bærer præg af både den afrikanske og den europæiske kultur. Den afrikanske kultur viser sig i glæden over musikken og rytmerne, og den europæiske kultur viser sig i ønsket om uddannelse og renlighed. 

De kapverdiske børn løber rundt på bare tæer, danser og synger på gaden. Når de vokser op, så ønsker de at tage en uddannelse for at forbedre deres levevilkår. 

Musikken møder man alle steder, og den lille kristne menighed i landsbyen synger og spiller af hjertet for Jesus. De foretrukne musikinstrumenter er guitar, trommer, basguitar og orgel, men der findes også nogle i landsbyen som kan spille violin og harmonika. 

Børnearbejdet i Kap Verde er et arbejde som samler børnene for at give dem et kendskab til evangeliet om Jesus, de gode nyheder om at Jesus døde i vores sted. Nyheden om at Jesus er vores bedste ven i alle livets udfordringer.